
Foto: Colourbox
Kommission: Tørklæder bør forbydes i skolen
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
De første anbefalinger fra Kommissionen for den glemte kvindekamp er nu kommet, og en af anbefalingerne lyder, at hovedtørklæder skal forbydes i grundskolen.
Ni anbefalinger, der skal forbedre børnelivet for minoritetsetniske piger, som er underlagt æresrelateret social kontrol, er nu offentliggjort. Anbefalingerne kommer fra Kommissionen for den glemte kvindekamp, som blev nedsat af regeringen i januar og har Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) i spidsen.
En af anbefalingerne fra kommissionen er, at hovedtørklæder skal forbydes i grundskolen. Derudover anbefaler kommissionen blandt andet, at børnegrupper i de danske dagtilbud skal afspejle befolkningen, at der skal føres skærpet kontrol med muslimske friskoler, og at seksualundervisningen i skolen skal styrkes.
– Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i, hvem de sidder ved siden af i klassen, og hvilken kæreste, de vil have. De skal ikke bære ansvaret for, at deres forældre er velanset i sociale kredse. Vi ser desværre stadig æresrelateret social kontrol i minoritetsetniske miljøer, hvor helt unge piger ikke har de samme rettigheder og muligheder for at leve et liv, som de fleste af os tager for givet. Det er derfor vigtigt, at vi som samfund dropper berøringsangsten og griber ind tidligt, siger formand Christina Krzyrosiak Hansen i en pressemeddelelse.
Kommissionens anbefaling om brug af tørklæder har allerede trukket en del overskrifter. Over for DR uddyber Christina Krzyrosiak Hansen, at tørklæderne deler børnene op og viser, at muslimske piger er anderledes end etnisk danske piger.
– Vores fokus er at sikre, at pigerne, der ikke har de samme frihedsrettigheder som alle os andre, får dem. Noget, der fylder meget, er spørgsmålet om tørklædet og piger, der får det på i en meget tidlig alder. Hvis man er i tvivl, hvorvidt det her er et problem eller ej, synes jeg, man skal tage ud på en skole i Danmark og tale med nogle af de piger, det handler om, siger hun til DR.
Kommissionen vil senere præsentere flere anbefalinger med udgangspunkt i ungdomslivet og voksenlivet og ventes at afslutte sit arbejde i begyndelsen af 2023. Det står regeringen og Folketinget frit for, om man ønsker at følge anbefalingerne.