
Der er brug for klare retningslinjer, lyder det fra KL ovenpå Datatilsynets forbud mod brugen af Chromebooks i Helsingør. KL efterlyste allerede for flere uger siden hjælp fra regeringen. Foto: Unsplash / Brooke Cagle
KL kræver klare retningslinjer efter Chromebook-afgørelse kræver klare retningslinjer
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
I Helsingør må eleverne stadig lade deres Chromebooks blive i skoletasken. Datatilsynet meldte torsdag ud, at de fastholder det forbud, de har givet kommunen mod at bruge computerne i skolen.
Den afgørelse er dybt alvorlig for den danske folkeskole, mener Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K).
– Det er ærlig talt en helt rædselsfuld og totalt urimelig situation elever, lærere og pædagoger i Helsingør Kommune er sat i. Hvorfor skal de være prøvekaniner i en sag, der vedrører forhold mellem EU og internationale techgiganter. Og hvordan skal vi dog forklare dem, at netop de skal undvære de normale redskaber og alle de opgaver, tekster og så videre, der allerede ligger der, mens skoler i andre kommuner med tilsvarende redskaber og ovenikøbet mindre restriktive opsætninger kan køre videre som om intet er hændt? Det giver slet ikke mening, siger Benedikte Kiær i en skriftlig udtalelse.
Hun mener ikke, kommunen kan løse udfordringen alene.
– Meget tyder på, at både Helsingør og de fleste andre kommuner er sat skakmat i arbejdet med digitale redskaber, sådan som vi er forpligtet til i folkeskoleloven. Når det er uklart, om selv danske udbydere med egen sky ifølge den nye afgørelse ikke kan benyttes, har vi meget svært ved at finde brugbare digitale platforme til vores elever, siger borgmesteren.
Sagen kort
Midt i juli gav Datatilsynet Helsingør Kommune forbud mod at bruge Chromebooks i kommunens folkeskoler. Datatilsynet forbød brugen af Chromebooks, da tilsynet vurderede, at kommunen ikke havde vurderet nogle konkrete risici i forhold til databehandlerkonstruktionen.
Datatilsynet opfordrede desuden de øvrige af landets kommuner, næsten halvdelen, som bruger Chromebooks, til selv at ”tage relevante skridt på baggrund af afgørelsen”, da ”mange af konklusionerne formentlig vil gælde andre kommuner.”
Helsingør Kommune har siden fremsendt ny dokumentation til Datatilsynet, men torsdag meldte tilsynet ud, at kommunen efter deres opfattelse fortsat ikke har dokumenteret, at den har nedbragt de risici, der er for børnene i kommunens skoler. Derfor fastholdt tilsynet forbuddet i Helsingør Kommune.
KL har for flere uger siden efterlyst hjælp fra regeringen, da man vurderer, at afgørelsen fra Helsingør kan få betydning for alle landets kommuner.
– Vi synes ikke, det kan være rigtigt, at det er den enkelte kommune, der skal slås med techgiganterne. Vi har for et par uger siden bedt regeringen om at gå ind i sagen og afventer stadig et svar. Der er brug for klare retningslinjer, og den usikkerhed, der er skabt nu med meldingerne fra Datatilsynet, kan vi ikke leve med, siger kontorchef for digitalisering og teknologi i KL, Pia Færch, og fortsætter:
– Vi skal huske, at det ikke kun er kommunerne, der bruger Google, der bliver ramt. Alle private virksomheder er omfattet af præcist de samme regler og får derfor lige så svært ved at håndtere usikkerheden.
I det brev, som KL sendte til regeringen for flere uger siden, efterlyser KL klare retningslinjer.
– Der er brug for, at regeringen beder de relevante myndigheder sikre, at der bliver skabt klare retningslinjer for brugen af de her Cloud-tjenester. Vi er alle sammen afhængige af dem, og den usikkerhed, der er skabt nu, kan vi ikke leve med, lyder det blandt andet i brevet.
Men også Datatilsynet bør hjælpe kommunerne nu, mener KL.
– Datatilsynet har en stor opgave i at rådgive kommunerne i sagen her. Vi har samtidig sat gang i en arbejdsgruppe med kommunerne, hvor vi samler ressourcer og kræfter på området og vil forsøge at skabe et fælles fundament for, at den enkelte kommune kan løfte sit ansvar som dataansvarlig. I regi heraf er vi også allerede gået i dialog med Google. Og vil indgå samarbejde med Datatilsynet om dette også, siger Pia Færch og tilføjer:
– Det har været vores forståelse hidtil, at afgørelsen kun gælder Helsingør Kommune og ikke er et påbud i forhold til andre kommuners brug. Men det må være op til Datatilsynet at bekræfte, at det også gælder denne gang.
Helsingør Kommune, KL, Datatilsynet og Børne- og Undervisningsministeriet skal fredag mødes for at drøfte sagen. I Helsingør vil byrådet også blive hasteindkaldt for at træffe beslutning om mulige videre scenarier.