
Tre af Danmarksdemokraternes kendte byrådsmedlemmer: Hans Kristian Skibby, Hedensted, Marlene Harpsøe, Helsingør og Jens-Henrik Thulesen Dahl, Assens. Foto: Hedensted Kommune, Helsingør Kommune og Assens Kommune/Montage: Danske Kommuner
Her er Danmarksdemokraternes 11 byrådsmedlemmer
tekst Mads Brandsen, mbdr@kl.dk
Det er et kandidatfelt med solid kommunalpolitisk erfaring, der ved det kommende folketingsvalg vil forsøge at blive valgt for Danmarksdemokraterne.
11 af dem er byrådsmedlemmer fra hver sin kommune, mens yderligere to har en fortid som byrådsmedlem.
Blandt de ti er en række tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, men også Venstre og Det Konservative Folkeparti må aflevere mandater til det nye parti i dansk politik.
– Det er ikke folk, der har læst sig til politik, men folk, der har arbejdet med lokalpolitik, siger Inger Støjberg til TV 2 News om sine nye kandidater.
Udover de ti siddende byrådsmedlemmer har også fire tidligere byrådsmedlemmer sluttet sig til Danmarksdemokraterne.
Det drejer sig om tidligere folketingsmedlem Dennis Flydtkjær, der har repræsenteret Dansk Folkeparti i Herning Byråd, Claus Gisselmann Olsen, der frem til KV21 var medlem af Rødovre Kommunalbestyrelse for Venstre, Lone Glarbo, der har været byrådsmedlem for Venstre i Favrskov og Kristian Bøgsted, der er tidligere byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern for Dansk Folkeparti.
Her er byrådsmedlemmerne for Danmarksdemokraterne
Peter Lindholt, politiassistent, byrådsmedlem i Aalborg, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordjyllands Storkreds.
Hans Kristian Skibby, byrådsmedlem i Hedensted, folketingsmedlem. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Vestjyllands Storkreds.
Nikolaj Vang, byrådsmedlem i Nordfyns, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Vestjyllands Storkreds.
Jens Henrik Thulesen Dahl, folketingsmedlem og byrådsmedlem i Assens, valgt for DF. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Vestjyllands Storkreds.
Sebastian Mylsted-Schenstrøm, byrådsmedlem i Næstved, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Sjællands Storkreds.
Charlotte Munch, byrådsmedlem i Hvidovre, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Sjællands Storkreds.
Bent Juul Sørensen, byrådsmedlem på Ærø for Ærøs Fremtid. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Fyns Storkreds.
Charlotte Drue Aagaard, byrådsmedlem i Frederikssund, valgt for Venstre. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands Storkreds.
Lars Ole Skovgaard Larsen, byrådsmedlem i Hillerød, valgt for Dansk Folkeparti. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands Storkreds.
Marlene Harpsøe, byrådsmedlem i Helsingør og tidligere folketingsmedlem, valgt for Dansk Folkeparti. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Nordsjællands Storkreds.
Lars Bregnbak, byrådsmedlem i Gribskov, valgt for Det Konservative Folkeparti. Opstiller for Danmarksdemokraterne i Københavns Storkreds.