
Thorbjørn Sørensen i selskab med tidligere klimakommissær Connie Hedegaard. Foto: Middelfart Kommune
Erfaren direktør helliger sig klimaet
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Middelfart Kommune forstærker sit fokus på grøn omstilling ved at ansætte en direktør, der kun har det som sin opgave og som får titel af klimadirektør
Valget er faldet på kommunens miljø- og teknikdirektør gennem 16 år, Thorbjørn Sørensen. Den 66-årige direktør ønskede selv at fokusere sit arbejdsliv, og han får nu ansvaret for at kommunen når i mål med sin klimaplan.
– Vi synes selv, at vi i Middelfart Kommune har været langt fremme. Men der er masser af arbejde at gøre. Vi skal arbejde meget mere med skalering - både hos os selv og andre. Vi skal arbejde endnu mere sammen med vores omgivelser. Både borgere og erhvervsliv, siger Thorbjørn Sørensen i en pressemeddelelse fra Middelfart Kommune.
Ansættelsen betyder dog også, at kommunen skal på jagt efter en ny teknik- og miljødirektør. I den stilling bliver der fremover rum til at fokusere endnu mere på byudvikling i kommunen, der netop har rundet 40.000 indbyggere.
Udnævnelsen af klimadirektøren sker indenfor det eksisterende budget, oplyser kommunen.