
Overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen (S) ser nationale muligheder i et pantsystem på takeaway-emballage. Foto: Colourbox
København vil have pant på takeaway
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Københavns Kommune bruger hvert år mere end 100 millioner kroner på at fjerne skrald fra takeaway, men det beløb skal i fremtiden være væsentligt mindre, håber overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). Efter planen vil hun om cirka et halvt år indlede et forsøg med pant på emballagen fra takeaway. Det skriver Politiken.
Håbet er, at pizzabakker, plastikbægre og skåle i fremtiden bliver genbrugt på samme naturlige vis, som dåser og flasker i dag gør, hvor ni ud af 10 bliver pantet igennem Danmarks retursystem.
– Vi har blandt andet brug for at få testet af: Hvad er egentlig vores betalingsvillighed, når vi skal til at købe noget, der kan genbruges frem for bare at købe noget, der bliver smidt ud igen. Og er folk villige til, når de står med deres takeaway-emballage at stille det til side og tænke: ”Det her er noget, der er penge i. Dem skal vi lige huske at få tilbage, siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.
Overborgmesteren vil til årets budgetforhandlinger foreslå at sætte 7,5 millioner kroner af til at udvikle og teste ordningen. Det skal foregå i et afgrænset område, og her foreslår Sophie Hæstorp Andersen Kødbyen, der er et område i København med beværtninger og restauranter, som er heftigt besøgt i især weekenderne.
De lokale restauranter og cafeer skal altså derfor i fremtiden muligvis vænne sig til at give kunderne deres takeaway i emballage, som kan vaskes og bruges igen.
I et Facebookopslag fra overborgmesteren åbner hun yderligere op for et fremtidigt pantsystem.
– Håbet er, at vi kan bruge erfaringerne fra Kødbyen og udbrede det til resten af København – og måske endda hele Danmark. Så det i fremtiden vil være lige så naturligt at gå ned og pante vores pizzabakke eller kaffekop, som vi i dag afleverer vores flasker og dåser i supermarkedet, skriver Sophie Hæstorp Andersen.