
Regler og proceskrav forhindrer kommunerne i at give borgerne en meningsfuld og effektiv indsats på beskæftigelsesområdet, mener KL. Foto: Hung Tien Vu
Halvdelen af kommunerne vil sætte beskæftigelsen fri
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Mandag den 8. august var der frist for ansøgningen om at blive frikommune på beskæftigelsesområdet, og dermed blive fri for store dele af lovgivningen. Det var en del af økonomiaftalen for 2023, som KL og regeringen indgik i juni.
Kommunerne fik i den aftale mulighed for at vælge om de vil sættes fri på dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet, og derudover kan fire kommuner få lov at blive sat fri på beskæftigelsesområdet.
Og netop muligheden for at blive frikommune på beskæftigelsesområdet er populært. 49 kommuner har meldt ind til KL, at de ønsker frisætning i deres beskæftigelsesindsats. Det oplyser KL i en pressemeddelelse.
– I kommunerne knokler vi hver dag for at give borgerne den bedst mulige hjælp, men desværre støder vi og vores medarbejdere alt for ofte panden mod en mur af rigide regler og proceskrav, der forhindrer os i at give borgerne en meningsfuld og effektiv indsats. Det frustrerer både borgerne og medarbejderne i jobcentrene, siger formand for KL’s arbejdsmarked- og borgerserviceudvalg, Peter Rahbæk Juel (S) i pressemeddelelsen.
