
Ifølge Asger Romme Andersen (EL, bør mandlige udvalgsformænd takke nej til invitationen til Sønderborgs ringridderfrokost. Foto: Sønderborg Kommune
EL-byrådsmedlem kritiserer ringriderfrokost for kun at invitere mænd
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Når mandlige udvalgsformænd i Sønderborg modtager en invitation til årets ringriderfrokost, skal de sige pænt nej tak, hvis det står til Asger Romme Andersen (EL), der selv er formand for natur-, klima- og miljøudvalget. Det skriver JydskeVestkysten.
Frokosten, der er en herrefrokost, inviterer nemlig kun mænd, og dermed forbigås de kvindelige udvalgsformænd, mener Asger Romme Andersen.
– Det sender et signal om, at det er OK at snakke politik i en lukket kreds kun af mænd. Men politik er noget, der skal kunne diskuteres åbent og på tværs af køn, siger Asger Romme Andersen til JydskeVestkysten.
Udvalgsformanden har tænkt sig at tage diskussionen op, og her forventer han bred opbakning blandt sine kollegaer.
Traditionen har mere end 100 år på bagen, og formanden for komiteen, der arrangerer ringriderfrokosten, Stig Klausen, ser ikke noget problem i at holde fast i den.
Han påpeger overfor avisen, at selv da borgmesteren var en kvinde, blev hun ikke inviteret, og invitationen gik dermed til viceborgmesteren. Samtidig pointerer han, at mandlige udvalgsformænd heller ikke bliver inviteret til den lignende damefrokost i Sønderborg.
I et opfølgende debatindlæg i JydskeVestkysten fra Didde Lauritzen (S), der er formand for sundhedsudvalget samt kvinde og dermed ikke inviteret til herrefrokosten, giver hun udtryk for, at Asger Romme Andersens intention rammer forbi målet.
– Jeg har jo af gode grunde ikke deltaget i en herrefrokost - det kan jeg forstå, at Asger heller ikke har - men har dog det indtryk, at det primært handler om snaps, øller og hornmusik - og gode upolitiske taler, skriver hun i debatindlægget.
Ifølge hende bør ligestillingen i stedet indgå i det politiske arbejde på rådhuset.