
Alle kommuner skal vurdere risikoen for, at elevers data bruges til formål, der ikke lever op til folkeskoleloven. Foto: Colourbox
Alle med Chromebooks skal i gang med risikovurderinger efter Helsingørsagen
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Det skabte chokbølger og noget nær panik i skoleverdenen og Kommunedanmark, da Datatilsynet midt i skolernes sommerferie gav Helsingør Kommune et påbud om, at de ikke måtte bruge Chromebooks og dertilhørende Google-software, før de havde lavet en udvidet risikovurdering – en såkaldt konsekvensanalyse.
Timingen i Datatilsynets afgørelse kunne dårligt have været værre. Og det samme kunne man sige om den efterfølgende formidling af, hvad afgørelsen og påbuddet betød. Hvilken betydning havde det for de andre godt 40 kommuner, der også bruger Chromebook og Google-produkter i deres skoler.
På KL’s initiativ forsøgte Datatilsynet på et stormøde fredag den 5. august med en pædagogisk øvelse, hvor de overfor flere hundrede skolefolk og it-folk prøvede at udlægge sagen og problemstillingerne.
