
7 ud af 10 social- og sundhedsmedarbejdere er ikke interesseret i flere timer.
Langt de fleste social- og sundhedsmedarbejdere er ikke interesserede i flere timer
tekst Thomas Kokholm
En ny undersøgelse foretaget af KLs nyhedsbrev Momentum blandt social-, sundheds- og ældrechefer i landets kommuner viser, at 74 procent kun i mindre grad eller slet ikke oplever en efterspørgsel blandt medarbejderne på at gå op i tid. 25 procent oplever i nogen grad en efterspørgsel, mens kun 1 procent oplever en høj grad af efterspørgsel.
I Køge Kommuner genkender Camilla Meyer, ældre- og sundhedschef i Køge Kommune, udfordringen.
– Der er nogle, der føler, at det vil være for hårdt for dem at arbejde flere timer, hvis det bare er en ekstra standardvagt, men hvis det bliver tilrettelagt på en anden måde, kan flere måske se det for sig. Derfor er det en vigtig opgave for os at være kreative og tilrettelægge arbejdet på en måde, så flere medarbejdere bliver interesserede i at gå op i tid, siger Camilla Meyer til Momentum.
Ifølge undersøgelsen svarer knap hver tredje kommune, at de i udgangspunktet slår stillinger op på fuldtid til både social- og sundhedsassistenter (32 procent) og social- og sundhedshjælpere (29 procent), mens kun to procent slår alle stillinger op på deltid. Det mest udbredte er at slå stillinger op med et fleksibelt timetal, som for eksempel kan være minimum 28 timer om ugen.
En indgroet kultur
Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler, der er formand for KL’s løn- og personaleudvalg påpeger, at deltidsarbejde er en indgroet kultur hos både arbejdsgivere og arbejdstagere.
– Og der kan være mange grunde på begge sider til, at det er svært at løsrive sig fra den kultur. Det kan hverken arbejdsgivere eller medarbejderne løse alene, og derfor har vi startet dialogen ude på de enkelte arbejdspladser, og er i fællesskab i gang med at finde løsninger, som kan fungere for både medarbejderne og lederne, siger Michael Ziegler til Momentum.
I fagforeningen FOA mener sektorformand for social- og sundhedssektoren Torben K. Hollmann også, det bliver en svær opgave at få flere social- og sundhedsmedarbejdere op på flere timer.
Han påpeger, at de der gerne vil have flere timer allerede, har fået det.
– Den gruppe, der er tilbage, har sværere ved at se sig selv i det. Det kan være, fordi det er svært at få til at hænge sammen med deres privatliv, men det kan også være, fordi de ikke kan forestille sig at arbejde med det arbejdspres på fuldtid, siger Torben K. Hollmann.