
Foto: Colourbox
Skal rådhuset være lukket land for virksomhederne?

af Jakob Scharff, branchedirektør i Dansk IndustriJakob Scharff, branchedirektør i Dansk Industri
I starten af februar kunne erhvervsminister Simon Kollerup (S), sammen med bl.a. KL, indvie det nye Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI). Centeret skal hjælpe med at få de store offentlige indkøbsmuskler til at løfte de mest innovative løsninger på markedet op i en langt større skala.
Det nye center er på mange måder et tiltrængt skridt i den rigtige retning på et område, hvor virksomhederne langt fra altid har held med at tilbyde innovative teknologier og produkter fra øverste hylde. Og det er afgørende, at de har den mulighed, hvis vi i fremtiden have råd til både grøn omstilling og velfærd til et stigende antal ældre og børn. Vi er simpelthen nødt til at sætte større fokus på, hvordan vi løser opgaverne smartere og bruger pengene klogere – særligt i en tid med akut mangel på varme hænder.
Men hvis vi for alvor skal lykkes med at vende udviklingen, har vi brug for andet og mere end storstilede skaleringsprojekter. Langt de fleste kommuner har gode muligheder for selv at tage handsken op og få langt mere ud af samarbejdet med virksomhederne allerede i dag.
Det gælder eksempelvis på administrationsområdet, som ofte bliver overset, når kommunerne fastlægger de årlige udbudsplaner. Her taler jeg naturligvis ikke om at udlicitere hverken direktionen eller sagsbehandlingen, men om den brede pallette af opgaver, hvor det er helt oplagt at inddrage virksomhedernes ekspertise og erfaringer – lige fra kantinedrift og rengøring på rådhuset til it-løsninger og rådgivningsydelser, der understøtter effektiv drift.
Forsknings- og Analysecentret VIVE konkluderede i en rapport fra december 2020, at en gennemsnitskommune kan spare 2,8 mio. kr. i udgifter til central administration, hvis konkurrenceudsættelsen på området øges med knap fire procentpoint.
Men til trods for udsigterne til økonomiske gevinster viser en ny analyse fra DI, at det offentligt-private samarbejde om administrationsopgaver i kommunerne har stået fuldkommen stille i 10 år (de seneste to år endda med en svag tilbagegang). Det er en kedelig tendens. For når rådhusdørene ikke står mere åbne for samarbejde med virksomhederne, så går kommunerne glip af innovative løsninger, der både kan forbedre kvaliteten af den borgernære service og samtidig frigøre tid og ressourcer hos medarbejderne.
Heldigvis findes der gode eksempler, man kan lade sig inspirere af. Rådgivningsvirksomheder, der hjælper kommuner med at få større gavn af RPA-robotter, så medarbejderne skal bruge mindre tid på gentagne, manuelle arbejdsgange. It-virksomheder, der ved hjælp af kunstig intelligens har udviklet chatbots, der kan give borgerne hurtige og præcise svar på deres spørgsmål til kommunen.
Det er den form for nytænkning, der kun kommer i spil, når kommunerne slår dørene op, og giver virksomhederne mulighed for at byde ind med deres viden og kompetencer. Og det er den form for nytænkning, vi har brug for, hvis vi skal fremtidssikre velfærden.