
Annette Friis Andersen bliver den første i en nyoprettet stilling som chef for dagtilbud. Foto: Middelfart Kommune
Middelfart opruster med dagtilbudschef
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Annette Friis Andersen bliver ny chef for dagtilbud i Middelfart Kommune fra den 1. maj. Det sker efter at kommunen har opdelt skoler og dagtilbud til to selvstændige områder, og Annette Friis Andersen bliver dermed første chef for området.
Annette Friis Andersen kommer fra et job som forebyggelses- og sundhedschef i Faaborg-Midtfyn Kommune. Hun er uddannet pædagog og har tidligere ledet flere daginstitutioner samt været distriktsleder i et tværfagligt center i Vejle Kommune.
– Jeg ser frem til sammen med ledergruppen at sørge for, at børnene i Middelfart Kommunes dagtilbud får de bedste betingelser for en god opvækst. Det er dejligt at komme til en kommune med veldrevne institutioner, og med visionen "Fra Middelfartbarn til Verdensborger" er der en god, konkret ramme for at styrke børnenes livsduelighed, som netop udvikles i de tidlige år, siger Annette Friis Andersen i en pressemeddelelse.
Den nye stilling er oprettet som følge af byrådets ønske om et øget fokus på dagtilbudsområdet, da der i fremtiden ligger en stor opgave i det. En prognose viser, at antallet af 0-5-årige vil stige med 800 børn de kommende 10 år, skriver Middelfart Kommune i pressemeddelelsen.