
Ukrainske flygtningekvinder, der har efterladt deres mænd i Ukraine, får lavere ydelser i Danmark. Foto: Colourbox
Lavere ydelse til flygtningekvinder gør det svært for kommuner at finde boliger
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det er så få penge, ukrainske flygtningekvinder, hvis mænd kæmper i Ukraine, får, at kommunerne har svært ved at finde boliger, som kvinderne kan betale. Det skyldes, at kvinderne ikke bliver kategoriseret som enlige forsørgerede, og derfor får de en markant lavere ydelse. Det skriver Politiken.
KL opfordrer nu til, at regeringen gør noget ved problemet. Til Politiken siger formanden for KL’s arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg, Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at det er uholdbart, at reglerne på området gør det svært for kommunerne at finde boliger.
– Derfor mener jeg også, Christiansborg hurtigst muligt bør få kigget på, hvad man kan gøre ved situationen, siger han.
Ifølge Politiken vil Venstre og Konservative foreslå regeringen at lave en tilføjelse til særloven, så ukrainske flygtningekvinder kan få ydelse som enlige forsørgere. Enhedslisten ser dog helst, at man helt afskaffer de lave ydelser til flygtninge, mens både SF og Radikale påpeger, at man ikke skal lave en ændring, der gælder særligt for ukrainere.