
I fremtiden vil vi ikke kun genbruge plast og de øvrige kendte typer affald, spår en ekspert. Foto: Colourbox
Genanvendelse vil vende op og ned på affaldssektoren de næste 10 år
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Hvordan ville affaldssektoren se ud, hvis man opbyggede den forfra, så den bedst muligt lever op til 2020-klimaaftalens intentioner?
Det og mange flere spørgsmål bliver besvaret på konferencen Loop Forum, der løber af stablen i København 27.-28. april. Her er Niels Bukholt, sekretariatsleder i ARI – Affalds- og Ressourceindustrien, en af oplægsholderne.
Vi har bedt ham kigge lidt i krystalkuglen på forhånd.
– Først og fremmest er sektoren i gang med et stort skift, der er på niveau med, da vi gik fra deponering til forbrænding. Nu går vi fra forbrænding til genanvendelse. Det, der vil ske de kommende år, er, at ansvaret for at genanvende rykker nærmere produktionsvirksomhederne. Kommunerne vil stå for indsamling, men det er virksomhederne, der skal bruge affaldet som ressource i produktionen af nye varer, siger Niels Bukholt.
Det sker allerede i vidt omfang for metals vedkommende. Det er der penge i, så gammelt metal bliver genanvendt hos stort set alle producenter af nyt metal. På samme måde med glas. Men selv her er der rum til forbedring nogle steder, bemærker Niels Bukholt.
– 20 kommuner indsamler i dag glas, plast og metal sammen. Det er en de fraktioner, som klimaaftalen gør op med og forbyder, fordi den er svær at adskille.
Endnu mere genanvendelse
De mange nye fraktioner og behovet for at kunne sortere dem vil ifølge Niels Bukholt skabe en helt ny genanvendelsesindustri. Og vi vil også se, at affaldstyper, som vi i dag ikke genanvender, kan blive genanvendt. Det gælder eksempel klinisk risikoaffald fra hospitaler, madrasser og bleer.
Om 10 år vil vi dog have stadig en velkendt affaldsspand derhjemme, hvor vi putter restaffald i.
– Der vil være en rest, men den bliver mindre og mindre både af praktiske og teknologiske grunde. Jeg tror, det kommer til at vare ret mange år, før man kan genanvende en klud, der er fyldt med malingrester. Den brænder vi af i dag, og sådan vil det nok også være de næste mange år, siger Niels Bukholt.
Det er gratis at deltage i konferencen Loop Forum, som afholdes i København 27.-28. april. Læs mere her.