
Nu behøver ukrainske flygtninge kun at have søgt om opholdstilladelse efter særloven, for at de kan få adgang til arbejdsmarkedet. Foto: Hung Tien Vu
Ukrainske flygtninge kan komme hurtigere i job
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Ukrainske flygtninge behøver ikke længere vente på en opholdstilladelse for at få adgang til arbejdsmarkedet. Integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) har nemlig besluttet, at ukrainske flygtninge fremover kan få mulighed for at arbejde allerede, når de søger om ophold efter særloven, og de har fået taget fingeraftryk og personfotografi.
– Mange ukrainere i Danmark ønsker at komme i arbejde. Samtidig hører vi fra virksomheder, at de mangler folk. Men sagsbehandlingen af deres opholdstilladelse tager lidt tid. Derfor har jeg truffet en beslutning om, at folk, der ansøger om opholdstilladelse efter særloven, kan ansættes allerede fra på fredag. Så må vi få papirerne på plads efterfølgende, siger Mattias Tesfaye i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Det er en udstrakt hånd til dansk erhvervsliv, og jeg har derfor også en klar forventning om, at ingen danske virksomheder misbruger situationen til social dumping. Alle ukrainerne skal selvfølgelig have respekteret deres rettigheder på arbejdsmarkedet – også selvom deres opholdstilladelse ikke er endeligt på plads.
Beslutningen vækker glæde hos KL’s formand Martin Damm (V), som kalder det en god idé.
– Jeg ved ikke, hvor mange der lige har et job på hånden, men det er i hvert fald godt at få de ukrainske flygtninge, der er klar, hurtigt ud på arbejdsmarkedet, siger Martin Damm.
Han påpeger dog, at Udlændingestyrelsen skal tage højde for det, når de ukrainske flygtninge skal fordeles i landets kommuner.
– Hvis der står nogle ukrainske flygtninge i ingenmandsland og ikke er blevet fordelt, skal man selvfølgelig sørge for, man ikke sender dem et andet sted hen, hvis de har et arbejde på hånden. Det er klart, det er vigtigt, de holder sig det hensyn for øje, siger Martin Damm, der også bemærker, at der fortsat er nogle barrierer, der skal på plads, inden ukrainerne kan komme i job.
– De skal jo stadig have en bankkonto og NemID, og det er vigtigt, alle også er oppe på beatet i den proces.
Han forventer, at beslutningen måske vil give et lidt større pres på systemet til en start.
– Det er klart, at lige til at starte må der alt andet lige komme nogle flere, der skal have de her ting på plads, fordi vi så både skal arbejde med dem, der har fået opholdstilladelse og dem, der har søgt. Men jeg forventer, det vil være en kort periode, indtil det finder et nyt stabilt leje, siger Martin Damm.