
Foto: Colourbox
Flygtningefamilier blev skilt ad: Kommuner undrer sig over fordeling
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
I Faxe har der været frustrationer at spore. Kommunen kunne nemlig konstatere, at flere af de ukrainske flygtninge, som kommunen har indkvarteret, blev visiteret til andre kommuner, når de fik opholdstilladelse, ligesom nogle flygtningefamilier sågar blev skilt ad.
– Vi har om nogen oplevet, at dem, vi havde i kommunen, er blevet boligvisiteret til andre kommuner og dem, der er kommet samlet til kommunen som familier, er blevet boligvisiteret til forskellige kommuner, siger Anna Sveistrup Rasmussen, afdelingsleder for job & indsats i Faxe Kommune.
I Næstved har man også undret sig over, hvordan flygtningene bliver fordelt, når de får opholdstilladelse. For særligt i starten var der kun meget få matches mellem de flygtninge, kommunen allerede havde indkvarteret, og de flygtninge, som blev visiteret til Næstved Kommune.
– Det har udviklet sig, og det virker til, at det går i den rigtige retning. Men der er to hensyn, der konflikter med hinanden. Det ene hensyn er en retfærdig fordeling mellem kommunerne, og det andet er hensynet til flygtningene, og hvor de gerne vil bo, siger Jakob Bigum Lundberg, direktør for beskæftigelse, sundhed og ældre i Næstved Kommune.
Han påpeger, at det kan blive en udfordring, hvis der ikke tages hensyn til, hvor flygtningene i forvejen har ophold, når de fordeles mellem kommunerne.
– Vi har cirka 130 flygtninge indkvarteret selv, og så er der omkring 150 personer indkvarteret privat. Lad os sige, at opholdstilladelserne begynder at komme ind til os, og vi får de omkring 300 personer, vi skal tage imod. Så skal vores egne flygtninge, der allerede har ophold i kommunen, og som vi er begyndt at integrere på alle mulige måder, flytte til andre kommuner. Det er det, vi gerne skal undgå, for de fleste, der er her i Næstved, vil gerne blive boende i Næstved, ligesom vi er i fuld gang med at integrere dem, og de er skrevet op i skoler, dagtilbud og matchet med virksomheder og frivillige i lokalsamfundet, siger Jakob Bigum Lundberg.
Vil genoptage sager
Samme pointe har Anna Sveistrup Rasmussen fra Faxe.
– De flygtninge, vi har, har allerede skabt et tæt netværk og fået god kontakt ind til civilsamfundet, mens vi er ved at starte børnene op i daginstitution og skole og finde jobs. Det arbejde er i gang, mens de venter på deres opholdstilladelse, og derfor er det vigtigt, at de kan blive der, hvor de er startet op. Her har de allerede noget godt at bygge videre på, og det er meget vigtigt i forhold til den integration, der skal ske nu, siger hun.
Hun glæder sig dog over, at Udlændingestyrelsen torsdag meddelte Faxe Kommune, at styrelsen vil genoptage en række sager fra kommunen.
– De er blevet opmærksomme på, at der måske har været en fejlpraksis hos dem, og derfor vil de kigge på sagerne igen i de tilfælde, hvor familier er blevet skilt ad, selvom de er rejst til Danmark sammen. Problemet er, at familierne ikke har været opmærksomme på at skrive, hvor de gerne vil bo i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse, men de har jo ikke tænkt, det var nødvendigt angive en præference for at blive sammen som familie, når de kom til landet sammen, siger Anna Sveistrup Rasmussen.
I en mail til Danske Kommuner oplyser Udlændingestyrelsen, at styrelsen tilstræber at imødekomme de ønsker, som den enkelte udlænding har ved beslutningen om, hvilken kommune en udlænding, der er omfattet af særloven, skal visiteres til.
– Hvis der ikke er særlige ønsker, vil vi tilstræbe at placere vedkommende i den kommune, hvor vedkommende allerede bor. Det gælder dog ikke, hvis vedkommende er indkvarteret på et af de centre, der drives på vegne af Udlændingestyrelsen, fremgår det i mailsvaret.
Styrelsen gør også opmærksom på, at det skal ske inden for de rammer, der er fastlagt for visiteringen, og at visiteringen derfor skal respektere de forholdsmæssige andele for de enkelte kommuner.
– Dette betyder i praksis, at de ønsker, den enkelte måtte have, ikke altid vil kunne imødekommes, ligesom det heller ikke altid vil være muligt at visitere til den kommune, en person omfattet af særloven, er bosat på det tidspunkt, hvor vedkommende ansøgte om opholdstilladelse efter særloven, skriver Udlændingestyrelsen til Danske Kommuner og tilføjer, at de enkelte kommuners andele kun kan overskrides, hvis en person har en særlig tilknytning til en kommune – det kan være nærtstående familieforhold, andre særlige forhold, eller hvis personen har et reelt jobtilbud.
Det har inden for redaktionens deadline ikke været muligt at få Udlændingestyrelsen til at be- eller afkræfte, at man vil genoptage sager fra Faxe Kommune.