
Strynø har cirka 200 beboere, og det er det særlige fællesskab på øen, som i høj grad har imponeret dommerne. Foto: Colourbox
Strynø er Årets Ø
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Der er grund til fejring på den sydfynske ø Strynø. Øen er nemlig blevet kåret til Årets Ø 2022.
– Det er så velfortjent. Strynø er en ø i særklasse med et fantastisk fællesskab. Jeg glæder mig meget på hele Langeland og især strynøboernes vegne. Der er ingen tvivl om, at Strynø er et helt særligt skønt sted i Danmark, siger Langelands borgmester Tonni Hansen (SF).
Der bor omkring 200 mennesker på øen, og det er særligt øens fællesskab, der har imponeret dommerkomitéen i forbindelse med kåringen af Årets Ø. Komitéen fremhæver således, at de er imponerede over Strynøs mange aktiviteter, og strynøboernes udsyn i verden, som afspejles i deres forskellige herkomst og mangfoldige kulturelle baggrunde.
– Vi er rigtig glade og stolte over at blive kåret til Årets Ø 2022. Det store forberedende arbejde har båret frugt. Strynø er en ø, hvor vi tager skeen i egen hånd. Vi får ofte tingene til at ske ved eget initiativ, og her har fællesskaberne stor betydning. I den forbindelse er samarbejdet med kommunen et af de mange fællesskaber, der er vigtige og sikrer, at vi blandt har skole og god service, lyder det samstemmende fra Lene Rasmussen, Eva Knudsen og Kirsten Havemann, der alle er med i Arbejdsgruppen for Årets Ø på Strynø.
Den 7. maj er der kåringsfest for strynøboerne, hvor partnerskabet bag Årets Ø officielt vil overrække prisen og et økonomisk bidrag på 50.000 kroner, der kan gavne fællesskabet og de mange aktiviteter på Strynø.
Fakta
Årets Ø er et partnerskab mellem Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer. Prisen blev uddelt for første gang i 2020.
Hovedprisen er 50.000 kroner, mens 2. og 3. pladsen modtager 25.000 kroner.
Formålet med Årets Ø er at fejre lokalsamfundene, støtte udviklingen og øge kendskabet til øerne i Danmark.
Alle danske øer uden fast broforbindelse har haft mulighed for at ansøge om at være med i konkurrencen.
Temaet for Årets Ø 2022 er i år ”Fællesskab som drivkraft for lokal ø-udvikling”.