
Ukrainske flygtningebørn bør undervises på ukrainsk, lyder det fra skoleledernes formand Claus Hjortdal. Foto: Colourbox
Skoleledernes formand med opfordring: Undervis ukrainske børn på ukrainsk
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Vi må se i øjnene, at der ikke er nok uddannet dansksproget arbejdskraft til at tage imod de tusinde ukrainske flygtningebørn, som i disse dage er på vej ind i folkeskolen. Det mener formanden for landets skoleledere, Claus Hjortdal, der foreslår, at flygtningebørnene skal undervises på ukrainsk. Det skriver Jyllands-Posten.
– Lad mødre og andre undervisere undervise de ukrainske elever på ukrainsk frem til sommerferien, eller hjælp dem til at få onlineundervisning hjemme fra Ukraine, hvor man faktisk allerede er langt fremme med onlineundervisning. Det vil give os ro til at finde en løsning, hvis det viser sig, at eleverne skal blive her i flere år, siger han til avisen.
Ifølge Jyllands-Posten ser flere partier positivt på forslaget, som vil kræve en ændring eller en dispensation fra folkeskoleloven. Både SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Venstre bakker således op om idéen, mens børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) også støtter forslaget. Ifølge ministeren er det helt oplagt at give lov til, at en ukrainsk elev i 8. klasse undervisning på ukrainsk, ligesom hun til Jyllands-Posten siger, det vil være tosset ikke at bruge de onlineredskaber, der er tilgængelige på ukrainsk.