
200 elever stod klar til at indsamle affald i Vesthimmerland. Foto: Vesthimmerland Kommune
92 kilo affald indsamlet på fire timer
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
92 kilo affald indsamlet på fire timer
I sidste uge stod opsamling af skrald i hele landet som en del af Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, som der tages initiativ til hvert år i uge 13, og i år deltog flere end 164.000 børn.
På Hornum Skole i Vesthimmerland fik 200 elever fra 0.-9. klasse fire timer til at samle affald.
– Vi håber, at denne affaldsindsamling kan skabe et større fokus på håndteringen af affald blandt skolens elever. Samtidig håber vi på, at det kan blive startskuddet til endnu bedre affaldssortering og genbrug i dagligdagen på skolen og i fritiden, siger Martin Thomsen, Lærer på Hornum Skole, i en pressemeddelelse fra Vesthimmerland Kommune.
Efter en introduktion til, hvad der ikke hører til i naturen, var der fri leg til at samle alt det affald, man nu engang kunne. Det resulterede i lidt over 92 kilo indsamlet affald på blot fire timer.
– Det er fantastisk at se, hvordan eleverne bliver opmærksomme på affaldet i naturen, og hvor forkert det er, at det ligger der. Forhåbentlig gør det, at eleverne rydder op i byen, at resten af indbyggerne vil være med til at holde byen ren fremadrettet, siger Martin Thomsen.
Pony på plejehjem
Plejehjemmet Ålholmhjemmet i Hillerød Kommune har haft en lettere usædvanlig gæst på besøg hos beboerne.
Midt i dagligstuen var en pony nemlig forbi for at sige hej til beboerne, og den lille hest kunne derfor også nyde læssevis af godbidder. Til gengæld fik beboerne lov til at mærke den bløde hestemule, samtidig med at roen fra ponyen smittede af på dem.

Ungt klimatopmøde i Fredericia
Ligesom FN længe har haft, får Fredericia Kommune nu også et topmøde. Topmødet i den jyske kommune er for de unge, og ifølge planen skal det sættes i gang i løbet af efteråret.
Fredericia Kommune vil bakke op om de unges engagement i klimaet, og derfor har klima-, energi- og miljøudvalget besluttet at afsætte 50.000 kroner til at afholde et klimatopmøde for unge i alderen 13 til 25 år.
– Flere unge ser grøn omstilling som nødvendigt, og de efterlyser mere viden om, hvad de selv kan gøre. Med klimatopmødet støtter vi op om næste generation og giver dem en mulighed for at mødes, debattere og komme med løsninger, som kan hjælpe os alle sammen i kampen for et bedre klima og miljø. Jeg glæder mig enormt meget til at møde og høre de unge på deres eget topmøde, siger formand for klima-, energi- og miljøudvalget Tommy Rachlitz Nielsen (K) i en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune.