
Foto: Google Street View
Esbjerg dropper spærretid, men indfører spilleregler for politikerbesøg
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Esbjerg Byråd vil ikke forbyde politikere at besøge børnehaver, skoler og plejehjem i tre måneder op til et valg til byråd eller folketing.
Det står klart efter mandagens økonomiudvalgsmøde, oplyser borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til Danske Kommuner.
– Sagen er tilbagesendt til forvaltningen. Der bliver ingen spærretid, men alene en nedskrivning af praksis for at håndtere besøg, skriver han i en sms.
Oplægget til reglerne om spærretid kom fra forvaltningen og vakte opsigt, fordi tilsynet med kommunerne i Ankestyrelsen i en afgørelse fra 2018 har fastslået, at man ikke lovligt kan indføre en sådan spærretid over for byrådsmedlemmer, der grundet deres ansvar for kommunens drift skal have mulighed for at føre kontrol med administrationen.
Tilbage i oplægget er nu nogle regler om, at landspolitikere skal kontakte den direktør, der har ansvaret for institutionen forud for besøget. Det vil være udgangspunktet, at både borgmester og udvalgsformand deltager i besøget med mindre de direkte afviser. Byrådsmedlemmer skal aftale besøg med forvaltningen. Her vil en afdelingschef eller direktøren deltage, ligesom udvalgsformanden kan vælge at deltage.
Det er dog uvist, om også den del justeres inden politikerne igen skal tage stilling til sagen.