
Arkivfoto
Elever på kommunalt gymnasium udsat for krænkelser gennem 20 år
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Uønskede berøringer, kys, kærtegn og opfordringer til sex.
Det er, hvad i alt ni kvindelige elever i perioden fra 1981 til 2001 har været udsat for, da de deltog i koret på Sankt Annæ Gymnasium, der drives af Københavns Kommune.
Det fremgår af en advokatundersøgelse fra Bech-Bruun, der mandag morgen er blevet præsenteret for de tidligere elever, for skolen samt for børne- og ungdomsforvaltningens ledelse.
– Der er flere tidligere elever, der fortæller, at de oplevede studiemiljøet på SAG som ”seksualiseret”. De pågældende beskriver dette på forskellige måder. De fleste af disse indberetninger vedrører perioden 1981–1992, og i flere tilfælde tager indberetningen udgangspunkt i, at normerne for samværet på skolen var anderledes dengang, end de er i dag. Der er enkelte elever fra årene efter 1992, der har henvendt sig, men ingen efter 2001, står der i advokatundersøgelsen.
Jeg vil sige undskyld både til de elever, der har oplevet disse krænkelser, og til de andre elever, der måtte være vidner til det. Det er et klart svigt, at ingen har forhindret, at det skete.
Gennem to årtier var der eksempler på lærere, der ikke holdt ”passende afstand” til eleverne, ligesom der var lærere og elever, der havde et kærlighedsforhold til hinanden. Krænkelserne fandt sted i hverdagen og i forbindelse med koncerter, fester og rejser. I perioden fra 1991 til 2001 var Michael Bojesen korleder på gymnasiet. Han var tidligere chefdirigent for DR's Pigekor og blev her anklaget for at have medvirket til et seksualiseret og krænkende miljø.
Dybt alvorligt
Ingen af de seks lærere, der stod bag den grænseoverskridende adfærd, er ansat på skolen i dag, understreger skolens rektor Annette Holst.
– Det er utrolig trist og selvsagt helt uacceptabelt, det, de tidligere elever har oplevet, siger hun og fortsætter:
– Jeg vil sige undskyld både til de elever, der har oplevet disse krænkelser, og til de andre elever, der måtte være vidner til det. Det er et klart svigt, at ingen har forhindret, at det skete, siger hun.
Også administrerende direktør i Københavns børne- og ungdomsforvaltning Tobias Børner Stax ser ganske seriøst på sagen.
– Det er dybt alvorligt, at nogle læreres totalt uacceptable adfærd har været med til at ødelægge gymnasietiden for nogle af Sankt Annæs elever – både for dem, som har oplevet krænkende adfærd på egen person og for deres kammerater, der på den måde er blevet en del af et usundt miljø, siger han.
Københavns Kommune bestilte advokatundersøgelsen i kølvandet på afsløringerne af, at der i DR’s pigekor havde hersket en seksualiseret og grænseoverskridende kultur i en årrække. Efter det kom frem, blev rektor Annette Holst kontaktet af flere tidligere elever, der fortalte om deres lignende oplevelser i gymnasiekoret.
39 tidligere elever har bidraget til advokatundersøgelsen, der har været syv måneder undervejs. Ni af dem har selv oplevet krænkelser. Derudover har advokaterne kontaktet en tidligere elev og flere lærere af egen drift.
Sankt Annæ Gymnasium er landets eneste kommunalt drevne gymnasium og består foruden gymnasieafdelingen af en folkeskole.