
Det var blandt andet under Jens S. Jensen, at Hillerød fik shoppingcentret Slotsarkaderne og udviklede sig fra en soveby til en regional hovedstad. Foto: Tine Uffelmann/VisitNordsjælland
Tidligere Hillerød-borgmester er død
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Torsdag gik flaget på halv på Hillerød Rådhus, efter tidligere borgmester Jens S. Jensen (S) døde onsdag. Det oplyser Hillerød Kommune ifølge sn.dk.
Jens S. Jensen var borgmester i den nordsjællandske kommune fra 1986 til 2000. Dog var borgmesterperioden kortvarigt afbrudt af Valborg Sandberg fra 1994 til 1997.
I et mindeord skriver nuværende borgmester Kirsten Jensen (S) og den lokalhistoriske forfatter og journalister Lennart Weber ifølge sn.dk blandt andet, at Jens S. Jensen ledede Hillerød i de år, hvor byen udviklede sig fra en søvnig soveby til den naturlige regionshovedstad.
– Selvom mange år er gået, kan vi klart tilskrive Jens S. Jensen en række beslutninger af stor betydning for kommunen, som vi kender den i dag, og de fremtidsmuligheder vi står overfor, lyder det i mindeordet, hvor de også kalder Jens S. Jensen for et varmt menneske med et skarpt vid.