
Krig skaber gode vilkår for smitsomme sygdomme som corona og mæslinger. Foto: Colourbox
Kommuner skal være opmærksomme på tuberkulose blandt ukrainske flygtninge
tekst Gitte Johansen, gij@kl.dk
Selv om ukrainernes helbredsudfordringer generelt ligner den danske befolknings, er der stadig visse sygdomme, som kommunerne skal være opmærksomme på i mødet med ukrainske flygtninge, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.
Eksempelvis ser vi sjældent tuberkulose i Danmark, mens Ukraine stadig kæmper med den smitsomme og potentielt dødelige infektionssygdom. Landet har en af verdens højeste forekomster af multiresistent tuberkulose.
– Tuberkulose er ikke en sygdom, som sundhedsfaglige er vant til at overveje i en dansk kontekst. Når en patient kommer ind ad døren, hoster, har lidt feber og sveder meget om natten, vil man typisk tænke influenza. Men i mødet med flygtninge er det vigtigt, at man også har tuberkulose på lystavlen. Det gælder i både almen praksis, på sygehusene og i kommunerne, siger Martine Aabye, afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen.
Hun understreger samtidig, at Sundhedsstyrelsen ikke vurderer, at der en generel øget risiko for spredning af smitsomme sygdomme fra flygtninge til den danske befolkning.
Når der samles mange mennesker på et midlertidigt opholdssted, skal man altid være opmærksom på smitsomme sygdomme.
– Vi forventer, at de flygtninge, der kommer til landet i denne bølge, primært er kvinder og børn, og vi forventer, at de er mere ressourcestærke end gennemsnitsbefolkningen. Det betyder, at de ikke i lige så høj grad vil have for eksempel tuberkulose, siger Martine Aabye, og fortsætter:
– Og hvis vi skulle se for eksempel tuberkulose, så har vi heldigvis et velfungerende dansk sundhedsvæsen, som kan håndtere det.
Risikoen for smitsomme sygdomme betyder dog, at der altid skal tages særlige forholdsregler, når mange mennesker indkvarteres sammen. Derfor har Sundhedsstyrelsens opdateret deres information om hygiejne og indkvartering til kommunerne.
– Når der samles mange mennesker på et midlertidigt opholdssted, skal man altid være opmærksom på smitsomme sygdomme. Det er vigtigt, at de er indlogeret steder, hvor der er fokus på blandt andet rengøring og god håndhygiejne som beskrevet i vejledningen, siger Martine Aabye.
Få er vaccineret
Et andet sundhedsfagligt opmærksomhedspunkt blandt de ukrainske flygtninge er vaccination. Sundhedsstyrelsen har særligt fokus på mæslinger, som er en del af børnevaccinationsprogrammet.
– Tilslutningen til børnevaccinationer er lavere i Ukraine end i Danmark, og vi anbefaler, at man sikrer, at de børn, der kommer til landet tilbydes vaccination efter anbefalingerne i det danske børnevaccinationsprogram. Især er det vigtigt at vaccinere mod mæslinger, men også polio og difteri, siger Martine Aabye.
Overordnet er det Sundhedsstyrelsens anbefaling, at ukrainske flygtninge, der kommer til landet, følger de danske anbefalinger for vaccination mod for eksempel covid og influenza.
– Vi ved, at tilslutningen til covid-vacciner er lav i Ukraine. Vi håber derfor, at kommuner og praktiserende læger, som har kontakt med flygtninge, spørger ind til vaccinationsstatus, og hvis der er ukrainere, der gerne vil vaccineres, anbefaler vi, at de får hjælp til at blive vaccineret efter retningslinjerne, siger Martine Aabye.
Sundhedsstyrelsen har nedsat en faggruppe, der om kort tid udgiver en række faglige anbefalinger, som peger på, hvilke sundhedsudfordringer det danske samfund skal være særligt opmærksomme på i forhold til nye borgere fra Ukraine.
Få mere viden
Hotline for myndigheder
Styrelsen for Patientsikkerhed har etableret en telefonisk hotline på 70 20 02 66. Her kan danske myndigheder henvende sig, hvis de har sundhedsfaglige spørgsmål eller spørgsmål om ukrainske statsborgeres ret til sundhedsydelser. Hverdage kl. 8.00 - 17.00. Weekender: 9.30 - 16.00.
Sundhed på ukrainsk
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en folder om, hvad man skal vide om sundhedsforhold, når man kommer til landet fra Ukraine. Folderen findes på dansk, engelsk, ukrainsk og russisk.
Dig og din sundhed - Pjece, Sundhedsstyrelsen
Hygiejne ved indkvartering
Sundhedsstyrelsen har opdateret sin information til kommunerne om hygiejne ved indkvartering af mange personer.
Hygiejne ved langvarig midlertidig indkvartering
Rådgivning på engelsk i Psykiatrifonden
Psykiatrifonden tilbyder gratis rådgivning på engelsk til mennesker, der er psykisk påvirket af situationen i Ukraine.