
Foto: Colourbox
Fakses tidligere borgmester er død
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Signe Bartel, der ad to omgange var borgmester i den daværende Fakse Kommune for Socialdemokratiet, er onsdag den 30. marts afgået ved døden. Hun blev 75 år.
Gennem 25 år var Signe Bartel medlem af Fakse Byråd, hvor hun blev valgt første gang i 1981. Ved KV89 blev hun borgmester, men måtte efter en periode aflevere kæden til René Tuekær, som egentlig var socialdemokrat, men som droppede partiet og konstituerede sig med de borgerlige partier.
Signe Bartel havde dog held med at genvinde borgmesterposten ved KV97. Frem mod kommunalreformen, hvor hun forlod politik, var hun formand for teknik- og miljøudvalget og sad i bestyrelsen for Femern Bælt.
Hendes personlige stemmetal var tårnhøje og sikrede i perioder Socialdemokratiet absolut flertal. Partifællen Knud Erik Hansen (S) betoner over for Sjællandske, at Signe Bartel var menneske først og siden politiker.
– Hun brugte sig selv. Hun var borgmester med liv og sjæl. Men det betød også, at hun tog det hele ind. Både succeserne og modgangen, siger han.
Signe Bartel bisættes fra Karise Kirke torsdag den 7. april kl. 13.