
Privatfoto
Aabenraa får ny chef i nyoprettet afdeling
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Den 1. maj begynder Helle Malene Kjølsen Olsen som ny chef for erhverv og bæredygtighed i Aabenraa Kommune. Hun kommer fra en stilling som direktør i Business Aabenraa, hvor hun har været siden 2017.
– Jeg glæder mig meget til at begynde arbejdet som afdelingschef for Erhverv & Bæredygtighed i Aabenraa Kommune. Jeg håber, jeg kan bringe min viden fra erhvervslivet ind i det kommunale arbejde, så vi fortsat kan sikre, at Aabenraa Kommune er et attraktivt sted at drive virksomhed. For mig er sammenkoblingen mellem bosætning, bæredygtighed og erhvervsliv vigtig, siger Helle Malene Kjølsen Olsen i en pressemeddelelse fra kommunen.
Helle Malene Kjølsen Olsen kommer til at være direktør for en ny afdeling i Aabenraa Kommune, der skal fokusere på den bæredygtige omstilling og samarbejdet med erhvervslivet. Derudover har afdelingen også fokus på bosætning, turisme og de grænseoverskridende samarbejder mod Europa.
– Bæredygtighed fylder for os alle, og jeg ser frem til at dykke ned i netop den dagsorden. Det er vigtigt, at der er en sammenhæng mellem de politiske visioner og de handlinger, som kommunen iværksætter, siger Helle Malene Kjølsen Olsen og fortsætter:
– Jeg har været meget glad for mine fem år i Business Aabenraa, der har givet mig en unik indsigt i det lokale erhvervsliv. Jeg glæder mig derfor til, at jeg også i fremtiden skal have kontakt til virksomhederne, og at jeg også får kontakt til potentielt nye virksomheder, som kigger mod Aabenraa Kommune. Lige nu er der stort fokus på arbejdskraft og ressourcer, hvilket spiller fint sammen med den bosætningsstrategi, som Aabenraa Kommune har, og som vi skal eksekvere i tæt dialog med virksomhederne, siger Helle Malene Kjølsen Olsen.