
Erfaren chef bliver ny direktør
tekst Anna Törnqvist Jensen
Mie Helene Andresen kan den 1. november kalde sig direktør i Frederikssund Kommune. Det besluttede Frederikssund Byråd den 29. september. Ansvarsområderne er velfærd, arbejdsmarked og sundhed og udgør dermed en vigtig del af kommunens borgernære service.
Mie Helene Andresen kommer fra en stilling som familiechef i Frederiksberg Kommune og har tidligere gennem en årrække været chef for Socialtilsyn Hovedstaden og chef i Ballerup Kommune. Med i alt 19 års erfaring som leder er det derfor en erfaren chef, der snart bliver medlem af direktionen i Frederikssund.
– Som direktør vil jeg glæde mig til at være med til at udvikle Frederikssund Kommune som en attraktiv arbejdsplads, hvor der samarbejdes om udvikling og forbedring af opgaveløsningen til gavn for borgerne og virksomhederne, siger Mie Helene Andresen i en pressemeddelelse.
Hun er uddannet cand.scient.soc. fra RUC og har efterfølgende taget en master i public governance på CBS.
– Vi glæder os til at byde Mie Helene Andresen velkommen til Frederikssund Kommune. Mie har en stærk faglig profil og er samtidig en strategisk og udviklingsorienteret leder, der vil kunne komplementere og styrke vores direktion, siger kommunaldirektør Torben Kjærgaard i pressemeddelelsen. antj@kl.dk