Udenrigsminister Buhl takker af
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##264888##ContentBoxEnd##
Egentlig bekom det Erik Buhl rigtig godt at være borgmester i Ølgod.
En lille kommune med knap 12.000 indbyggere og en administration, der ikke var større, end at man som ny borgmester kunne nå at tale med alle inden for de første måneder i stolen. Den største virksomhed var køkkenproducenten HTH, men selv om kommunerne dengang fik en større del af selskabsskatterne ville det være forkert at sige, at Ølgod væltede sig i penge. Men det lykkedes at drive en fornuftig kommune alligevel, hvor administrationsudgifterne endda lå et stykke under landsgennemsnittet.
Det kunne det ikke i dag, vurderer Erik Buhl, der nu har prøvet at være borgmester i den lille Ølgod Kommune og den store Varde Kommune lige længe – to perioder hvert sted.
– Jeg tror, vi ville have mistet mange flere opgaver til regionerne og staten, hvis ikke vi havde gennemført strukturreformen. Jeg kan godt savne, at vi var tættere på borgerne, og nærdemokratiet på den led havde det bedre. Men nu er opgaven, som den er, og så får vi det bedste ud af det, siger Erik Buhl, der tager imod på det blot ét år gamle rådhus.
Man kan, lader Erik Buhl forstå, slet ikke sammenligne rollerne som borgmester i Ølgod med at være borgmester i Varde. Det ville være at sammenligne æbler og pærer.
– Jeg har forsøgt at tage nogle af kvaliteterne fra Ølgod med mig ind i Varde Kommune. Jeg prioriterer at besøge de lokale virksomheder, og jeg prøver også at tage ud til krondiamantbryllupper. I min første periode brugte jeg meget energi på at være synlig i lokalområderne, hvilket ikke er helt let i en kommune, der er 78 kilometer bred, siger Erik Buhl.
Netværk på Borgen
I sin anden periode som borgmester er landspolitik kommet til at fylde mere og mere. Der har været et forsvarsforlig, hvor Varde ville beholde sin kaserne med 1.500 arbejdspladser, der har været en udligningsreform, og der er kommet fokus på generationsforureningerne ved Vesterhavet.
– Jeg har nok brugt en fjerdedel af min tid på det, jeg kalder udenrigspolitik. Det, synes jeg, har været vildt spændende, og det er nok det, jeg kommer til at savne allermest. Det er vigtigt at have et godt netværk på Christiansborg. Især i forbindelse med forsvarsforliget, hvor jeg selvfølgelig har talt med Venstre, men også Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Der er jeg fuldstændig farveblind, siger Erik Buhl.
Koblingen mellem landspolitik og kommunalpolitik blev styrket med kommunalreformen. I Ølgods tilfælde fyldte landspolitik ingenting, og dengang var det derfor uproblematisk at være valgt for en lokalliste, som Erik Buhl var i starten. Senere skiftede han til Venstre, hvilket har været givtigt i forbindelse med de større forhandlinger. Her kan han ikke lade være med at bemærke, når kolleger rundt i landet ikke tilgodeses.
– Det tænker jeg da med det samme. Men spørgsmålet er jo altid, om det skyldes dårlig lobbyisme, eller at regeringen og Folketinget ganske enkelt havde nogle andre prioriteringer.
Forsøget på at påvirke Christiansborg handler for Erik Buhl også i høj grad om at få skruet ned for det store bureaukrati, kommunerne i dag lever i. Og bedst som coronakrisen på fornem vis illustrerede, at landets jobcentre sagtens kan holde møder med ledige på Teams, så er hverdagen nu vendt tilbage.
– Nu kan det ikke lade sig gøre længere. Vi må bruge penge på at transportere borgere, selv om alle er bedre tilfredse med at holde mødet på Teams, siger Erik Buhl på en måde, så man tydeligt fornemmer hans holdning til den sag.
##ContentBoxStart##264889##ContentBoxEnd##
Intet er umuligt
Han er mere til at finde løsninger. Det bedste eksempel er bunkermuseet Tirpitz i Blåvand, der på alle mulige måder ikke kunne lade sig gøre at etablere. Området er totalt fredet, og man må derfor ingenting, når det kommer til nybyggeri. Men efterhånden lod det sig gøre, hjulpet på vej af at området i forvejen rummede Tirpitz-stillingen, et kanonbatteri, som Nazi-Tyskland påbegyndte i 1944, men som aldrig er blevet færdigt.
– Trin for trin kom vi videre. Det understreger for mig, at man aldrig skal acceptere et nej som borgmester. Vi havde nogle seriøse udfordringer, men det gjorde det jo bare endnu sjovere at komme i mål. Når systemerne bliver for stive, har jeg et eller andet indbygget i mig, der siger, at det skal blive løgn.
Selv ser han nu tilbage på i alt fire valgperioder i Ølgod og Varde, hvor det ifølge ham selv er lykkedes at have byråd, der kunne samarbejde. Der har selvfølgelig været massevis af uenigheder, men de har været håndteret på bedste vis.
– Alle, der stiller op til byrådet, vil noget med det. De stiller ikke op bare for at sidde i vejen. Det er jeg stolt af at have stået i spidsen for. Jeg er også stolt af vores nyeste folkeskole, Frelloskolen, som jeg tror, folk om nogle år vil skele anerkendende til, fordi vi hæver standarden for, hvordan man driver folkeskole. Jeg er også stolt af, at vi har fået lavet nogle udviklingsplaner for lokalsamfundene i kommunen, hvor kommunen forhåbentlig opleves som en medspiller, siger Erik Buhl, der mistede et par mandater ved valget for fire år siden grundet skolestrukturdebatten.
##ContentBoxStart##264890##ContentBoxEnd##
Mens den nu er lukket for en stund, er der dog stadig gang i diskussionen om land og by. Der ligger et arbejde for hans efterfølger i at få kommunen til at hænge endnu bedre sammen.
– Vi har stadig megen uro mellem land og by. Det ville jeg gerne have nået længere med, erkender Erik Buhl, der ikke helt ved, hvad fremtiden byder på.
– Jeg kommer til at savne hverdagen i kommunalpolitik. Indflydelsen. Og nogle af kampene. Men jeg bliver ikke en sur gammel mand, der skriver læserbreve og brokker sig. Nu vil jeg hjælpe Venstre, så meget jeg kan, i valgkampen og nyde at have bedre tid. Til efteråret tager jeg et kursus i professionelt bestyrelsesarbejde for at få sat lidt ord på, hvad jeg kan – og så håber jeg at få et par bestyrelsesposter.
Har du overvejet at forlade borgmesterposten i utide?
– Nej, jeg har det bedst med at blive perioden ud. Nu er det også blevet for sent at smutte i utide, siger han. • mdbr@kl.dk