Ny viden
tekst Mads Brandsen
Så svar dog, for h……!!
BØGER /// Vi kender det alle sammen. Beskeden til en ven, bekendt eller samarbejdspartner er blevet læst. Men den er ikke besvaret. Man kigger igen. Den er stadig ikke besvaret. Det er rent ud sagt enormt irriterende, men hvad gør man egentlig for at råde bod på den irriterende situation, der skyldes, at vi konstant bliver distraheret? Det har Malene Rydahl begået en velskrevet bog om, der bygger på omfattende research, herunder en verdensomspændende meningsmåling. Hun krydrer undervejs med gode råd og anbefalinger til, hvordan man som afsender gør sit til, at modtageren svarer – og nok så vigtigt også med fif til, hvordan man selv bliver bedre til at svare. For vi kender nok alle sammen begge sider af mønten, hvis vi skal være helt ærlige.
Læs hele anmeldelse på danskekommuner.dk
Hver anden dansker vil arbejde som pensionist
OTIUM /// 52 procent af danskerne kan forestille sig at arbejde, efter de er nået folkepensionsalderen, hvis helbredet er til det. Gennemsnitligt er danskerne åbne for at arbejde 4,5 år længere, fremgår det af en meningsmåling, som analyseinstituttet Norstat har foretaget for Dansk Erhverv blandt 1.155 repræsentativt udvalgte danskere. Det er først og fremmest mændene (58 procent), der kan forestille sig at arbejde efter pensionsalderen, og de 18-29-årige (63 procent), der forestiller sig, at seniorlivet også kan bestå af arbejde. Til gengæld spiller uddannelsesniveau ingen signifikant rolle for holdningen til at arbejde som pensionist. •
Her er prisen for balance i økonomien i 2030
ØKONOMI /// Fra 2026 og helt frem til 2060 har Danmark udsigt til underskud på den offentlige saldo, fordi flere ældre presser de offentlige budgetter i form af øgede udgifter til folkepension, sundhedsvæsen og ældrepleje. Skatteindtægterne stiger ikke tilsvarende, lyder vurderingen. Så skal vi have balance i økonomien i 2030, som regeringen lægger op til i sit forståelsespapir, vil det føre til, at det finanspolitiske råderum reduceres med 13,9 milliarder kroner. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Underskuddet vil i 2030 være på 0,5 procent af bruttonationalproduktet, og på længere sigt vil det medføre et brud på budgetloven, da underskuddet ad åre vil vokse yderligere. •
Mikrovirksomheder fylder mest på landet
ERHVERV /// Det er ikke, fordi der er væsentligt flere af dem, men de betyder mere for lokalsamfundets økonomi i landkommunerne. De såkaldte mikrovirksomheder, der beskæftiger højest 10 ansatte, tegner sig for 32 procent af omsætningen i landkommunerne, mens de i storbyerne kun udgør 17 procent af omsætningen. Det viser en analyse fra Dansk Industri. Den peger på, at det ikke mindst er på Sydsjælland og Lolland-Falster, at mikrovirksomhederne er vigtige. Her tegner de sig for mere end halvdelen af omsætningen. •
Hver anden afghanske flygtning er i job
INTEGRATION /// Siden 2015 har beskæftigelsesfrekvensen for afghanske flygtninge været støt stigende, og i juni 2021 nåede den en ny milepæl. Nu er over halvdelen af de afghanske flygtninge i Danmark nemlig i arbejde, viser en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. De afghanske flygtninge klarer sig dermed lidt bedre på arbejdsmarkedet end flygtninge generelt. Det er særligt flygtninge fra Syrien, der ikke er i arbejde, mens 66 procent af flygtningene fra Eritrea er i job. For personer med dansk herkomst er 70 procent i arbejde. •
Der kom 700.000 flere ord i lovene i 2020
FOLKETINGET /// Antallet af ord i love og bekendtgørelser steg i 2020 med 700.000, hvilket svarer til 3,3 procent. Det fremgår af en opgørelse fra den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, der samtidig har regnet sig frem til, at mængden af regler er steget med 14 millioner ord siden 1989. Det var særligt Udlændinge- og Integrationsministeriet, Social- og Indenrigsministeriet og Kulturministeriet, der stod for væksten, mens et ellers traditionelt udskældt ministerium i denne sammenhæng, Beskæftigelsesministeriet, faktisk formåede at reducere mængden af love og regler med en procent sammenlignet med året før. •