
To medarbejdere stoppet i Horsens: Mistænkes for at snage i 300 borgeres CPR-oplysninger
tekst Mads Brandsen
300 borgere i Horsens Kommune får i disse dag brev fra kommunen om, at der er mistanke om, at der er blevet snaget i de personlige oplysninger, CPR-registret rummer om dem.
To medarbejdere, der som led i deres ansættelse har haft adgang til CPR-registret, har uberettiget slået en række personer op. Det bekræfter direktør for velfærd og sundhed Jes Svenninggaard over for TV 2 Østjylland.
Han ønsker ikke at oplyse, om de to medarbejdere er blevet afskediget, men bekræfter, at de ikke længere arbejder i kommunen. Det er uvist hvorfor, de to personer har snaget i oplysningerne, og det vides heller ikke hvor længe, det er stået på.
– Vi ved ikke med sikkerhed, hvor lang en periode det strækker sig over, da systemet kun gemmer data syv måneder tilbage. Men vi kan se, at det som minimum er sket i syv måneder, siger Jes Svenninggaard.
Sagen har nu fået kommunen til at stramme op på kontrollen af medarbejdernes opslag i CPR-registret. Det vil ske ved periodiske stikprøver. mdbr@kl.dk