
S og V deler Midtjylland
tekst Tom Ekeroth
##ContentBoxStart##265132##ContentBoxEnd##
Region Midtjylland
Struer: Kommunen kan svinge, og nuværende borgmester, Niels Viggo Lynghøj (S), genopstiller ikke, mens tidligere borgmester Mads Jakobsen (V) prøver igen. Meget tyder på, at den svinger igen, så Mads Jakobsen får en tørn til. Niels Viggo Lynghøj er en stilfærdig mand, der ikke gør noget galt. Han har meldt ud, at han sidder perioden ud. Det er også en mulighed, at Socialdemokratiet holder posten. Den går i givet fald til John Christoffersen.
Ringkøbing-Skjern: Kommunen er i den grad Venstre-land, og borgmester Hans Østergaard (V) ligger derfor ganske lunt i svinget. Det spændende at følge ved dette valg er igen Kristian Andersen og Kristendemokraterne, der ved sidste valg gik markant frem og siden er vokset yderligere med en partihopper. Partiet kan blive kongemageren, når Hans Østergaard skal finde et flertal – og for så vidt også for udfordreren, Søren Elbæk (S). Der er lang vej, før Ringkøbing-Skjern bliver socialdemokratisk styret.
Viborg: Meget skal gå galt for Venstre, hvis ikke Ulrik Wilbek (V) bliver borgmester igen. Han er vellidt og har som politisk leder evnet at samle et byråd, der ellers var opdelt på noget utraditionel vis, da borgmestrene hed Søren Pape Poulsen (K) og Torsten Nielsen (K). Socialdemokratiets første borgmesterkandidat røg ud efter en regulær porno-skandale, og selv om partiets nye bejler til topposten, Mads Panny, er erfaren i gamet, bliver det alligevel svært for ham at indtage hjørnekontoret på Prinsens Allé. Med mindre altså han laver en Pape-model, men det er der ikke meget i sol, måne og stjerner, der tyder på.
Lemvig: Erik Flyvholm (V) bliver siddende. Socialdemokratiet får ikke et ben til jorden her. Det er helt umuligt. Dertil er opbakningen til Venstre for massiv. Der kan godt ske lidt med opbakningen til Det Konservative Folkeparti. Socialdemokratiet vil stå status quo, mens DF kan gå tilbage. Det går så til Nye Borgerlige eller Venstre.
Skive: Her kæmper to gange Peder om posten. Borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) bliver udfordret af Peder Christensen (S), der har sagt sit civile job i politiet op for at hellige sig valgkampen. Det er mest oplagt med et skifte. Peder Christensen har sat alt ind på at vinde og virker tillidsvækkende, men det er også muligt, at Peder Christian Kirkegaard alligevel kan udnytte sit oplagte borgmester-forspring og vinder.
Norddjurs: Borgmester Jan Petersen (S) bliver udfordret af Kasper Bjerregaard (V), men det ser virkelig svært ud for Venstre. Socialdemokratiet er i denne periode mere end dobbelt så store, men med et halvstort Dansk Folkeparti, der formentlig reduceres drastisk, er der nærmest kun Liberal Alliance at håbe på for Venstre. Partiet har som det eneste byråd i landet to medlemmer. De mister muligvis det ene, mens Jens Meilvang (LA) formentlig fortsætter i byrådet, hvor borgmesteren også efter 1. januar hedder Jan Petersen.
Aarhus: Det vil være en af kommunalvalgets største sensationer, hvis ikke borgmesteren efter 1. januar hedder Jacob Bundsgaard (S). Det betyder dog ikke, at kommunalvalget bliver kedeligt. Der kan meget vel blive ændret på styrkeforholdene i blokkene. Venstre stiller med ny borgmesterkandidat, Christian Budde, mens også Dansk Folkeparti stiller med en ny og ung spidskandidat. Rådmandsposten hænger i en tynd tråd for partiet efter afsløringerne på TV 2 af dårlige forhold på et af byens plejehjem. I den røde lejr smelter Alternativet helt ned, mens Radikale Venstre også er presset efter at have mistet en profil til S i denne periode.
Favrskov: Nils Borring (S) er klar favorit til at fortsætte som borgmester i landkommunen, hvor Birgit Liin (V) forsøger at fravriste ham posten. Det får hun mere end almindelig svært ved, selv om en næsten sikker konservativ fremgang kan hjælpe hende lidt på vejen. Partiet stiller blandt andet med Mette Nøhr, der allerede har præsteret at få byrådsflertallet til at vende på en tallerken med kedelig ældremad. Hun kører en overbevisende kampagne på sociale medier. Trods fremgang er det dog svært at se Konservative blive valgets joker.
Silkeborg: Den siddende borgmester Steen Vindum (V) er favorit til at fortsætte på posten, men allerede i denne periode ånder Socialdemokratiet ham tungt i nakken med blot et par procentpoint færre stemmer. Helle Gade (S) er borgmesterkandidat og behøver ikke mange procents fremgang for at være en reel trussel mod Vindum. Støttepartiernes performance bliver det afgørende.
Holstebro: Det ligner en walk in the park for H.C. Østerby (S). Venstre stiller med Kenneth Tønning, der allerede sidder i byrådet, hvor der denne periode har været et bredt samarbejde om konstitueringen. Det bliver meget svært for Tønning at tælle til 14, som man skal kunne i det 27 mandater store byråd. H.C. Østerby er simpelthen for langt foran. S fik 43 procent af stemmerne ved sidste valg og vil kunne bygge yderligere på.
Herning: Venstre har peget på Dorte West som kvinden, der skal forsvare Venstre-højborgen efter Lars Krarup. Hun har allerede indtaget borgmesterkontoret og har en god bagage med sig som skoleudvalgsformand og 10 år i byrådet. Det kan vise sig at være ganske klogt af Venstre at sætte en kvinde i front. Selv om udfordreren, Tommy Tønning (S), kækt har udtalt, at Herning aldrig har været tættere på at få en socialdemokratisk borgmester, så er der virkelig lang vej igen. Alt tyder på, at Dorte West også er borgmester efter 1. januar. Måske uden sit absolutte flertal, men her kan hun læne sig op af DF, der næppe smelter helt ned, og Konservative, som formentlig går frem.
Ikast-Brande: Konservative fik ved KV17 13 procent af stemmerne i kommunen, der er overvejende borgerlig. Det var en fremgang på otte procent. Kan partiet gøre det igen? Partiet kan blive valgets joker og borgmester Ib Lauritsens redning. Især hvis Dansk Folkeparti forventeligt går tilbage fra de nuværende 13 procent. Han sidder solidt i sadlen. På den anden fløj stiller Socialdemokratiet med Kasper Pauli Pedersen (S).
Horsens: Peter Sørensen (S) ligner en, der fortsat er borgmester efter 1. januar. Venstre er i denne periode halvt så stort som Socialdemokratiets 43 procent, og med et Dansk Folkeparti på 10 procent, der formentlig går tilbage, bliver det mere end almindeligt svært for Martin Ravn (V) at komme til fadet. Det vil være en sensation, hvis det lykkes at blive borgmester i kommunen, der altid har haft en socialdemokratisk borgmester.
Hedensted: I kommunen, der egentlig er borgerlig, lykkedes det ved sidste valg Kasper Glyngø (S) at få borgmesterposten. Venstre er i denne periode byrådets suverænt største parti med knap 40 procent af stemmerne. Det er slet ikke umuligt, at partiets borgmesterkandidat, Ole Vind, kan komme til fadet denne gang.
Randers: Det siger lidt om det politiske klima i Randers, at Beboerlistens frontfigur, Bjarne Overmark, er tiltalt for at videregive fortrolige oplysninger, han har fået som byrådsmedlem, og at Venstres borgmesterkandidat, Christian Brøns, uventet trak sig før sommerferien med den begrundelse, at kulturen i kommunen er syg. Nu skal den relativt ukendte erhvervsmand, Claus Berggren (V), forsøge at vriste borgmesterkæden ud af hænderne på Torben Hansen (S). Selv om det lykkedes Venstre i 2013 med en kandidat, der også var ret ukendt, Claus Omann, synes partiet ikke at have noget, der minder om momentum denne gang. Randers er blevet forbigået i en række store aftaler, eksempelvis på trafikområdet, men efter 1. januar hedder borgmesteren fortsat Torben Hansen (S).
Syddjurs: Michael Stegger (S) prøver at holde borgmesterposten på partiets hænder, efter at siddende borgmester Ole Bollesen ikke genopstiller. Det gør til gengæld to tidligere populære borgmestre, Kirstine Bille (SF) og Claus Wistoft (V), og det kan godt gå hen at blive ganske spændende. Venstre er i dag største parti efterfulgt af Socialdemokratiet og SF. Kommunen kunne godt svinge til Venstre, men intet er givet på forhånd her.
Odder: Uffe Jensen (V) sidder godt i sædet i kommunen. Lone Jakobi (S) udfordrer ham, men det er vanskeligt at få øje på, hvordan hun vil tælle til et flertal i byrådet, hvor Venstre er klart størst, og hvor Konservative oplagt kan gå lidt frem, men det ændrer næppe det store på styrkeforholdet mellem blokkene. Det er mest oplagt, at borgmesteren også hedder Uffe Jensen efter årsskiftet.
Samsø: Socialdemokratiet gik med borgmester Marcel Meijer i front hele 21,7 procent frem ved sidste valg og blev derved fordoblet. Så godt går det nok ikke denne gang, men det er svært at se, at det går andre veje end fremad for Marcel Meijer. Det helt afgørende politiske tema på Samsø er færgedriften – og den fungerer for tiden. Marcel Meijer er stadig borgmester efter 1. januar.
Skanderborg: Frands Fischer (S) var en af de første borgmestre, der blev indskiftet i løbet af perioden. Det har givet ham god tid til at vise, hvad han kan og vil – og det er gået godt. Derfor er udfordreren, Jens Szabo (V), ret meget bagud på point, og det er svært at forestille sig, at han kan indhente det. Socialdemokratiet har udsigt til fremgang – og derudover er spørgsmålet, hvor Alternativets tidligere vælgere går hen.