
Den liberale terrier knurrer
tekst Mads Brandsen
Der blæser nye liberale vinde over Frederiksberg ved det kommende valg.
Venstre, der, så længe nogen kan huske, har været den pressede lillebror i samarbejdet med Det Konservative Folkeparti, stiller nu med Jan E. Jørgensen som borgmesterkandidat.
– Vi vil ikke bare være det tynde øl, hvor en stemme på os er det samme som en stemme på Konservative. Vi er på mange måder anderledes end dem, siger han.
I sin budgettale affyrede Jan E. Jørgensen noget af en bredside mod Det Konservative Folkeparti. For selv om Venstre i mange år har fået skrevet ind i budgetforliget, at kommunens konkurrenceudsættelse skal hæves, så har den i de seneste 10 år ikke rokket sig.
– Hvert år er der nye spændende forklaringer på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Der må jeg bare sige, at jeg er ret ligeglad. Jeg kan se, at andre kommuner kan gøre det bedre. Så enten har vi en borgmester, der ikke prioriterer det her højt nok. Eller også har vi en borgmester, der ikke kan få embedsværket til at makke ret. Begge dele er problematisk, siger Jan E. Jørgensen.
Forskellene på Venstre og Konservative ses også på skoleområdet. Her vil Venstre hæve klassekvotienterne til 26, så flere kan skifte til en anden skole end den, der ligger tættest på. Konservative vil holde den på 24. Venstre vil også gerne sætte altaner på bygninger, hvis det kan gøres pænt. Konservative siger oftere nej.
– Jeg tror, det her med det visionære og modet er der, hvor vi adskiller os mest. Vi vil også være mere optaget af valgfrihed, og så vil vi ikke have de hellige køer, som Konservative her. Det er ikke vigtigt at have en stor koncern for mig. Det er vigtigere, at vi kigger på prisen, når vi køber ind.
Uanset valgresultatet agter Jan E. Jørgensen at gøre sin indflydelse gældende.
– Det er ikke sådan, at jeg sætter mig hen i hjørnet, hvis der bliver rødt flertal. Oppositionen har jo bedyret, at de vil det brede samarbejde, så det vil vi da prøve af. • mdbr@kl.dk