Aktuelt
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Online indlæggelse
Fra slutningen af 2021 kan udvalgte ældre borgere i Næstved blive indlagt på et eHospital, der laves i et samarbejde mellem Næstved Kommune og Region Sjælland. Hvis en borger har behov for akut indlæggelse i forbindelse med eksempelvis væskemangel, forstoppelse eller infektion, indlægges de i dag på et af regionens akutsygehuse. Men senere på året bliver det nu muligt for borgere at blive indlagt på Region Sjællands nye eHospital i nogle af Næstved Kommunes bygninger, hvor lægerne vil være med via en skærm. Regionen står for det lægefaglige, mens kommunen står for det plejemæssige, mens de også skal hjælpe eLægerne ved den virtuelle stuegang og konsultationer.
63
procent af danskerne ville i meget høj grad eller i høj grad bakke op om en solcellepark i deres lokalområde, hvis deres kommune tog initiativ til det. Det viser en undersøgelse, som brancheorganisationen Dansk Solkraft har fået foretaget.
Vildrotterne er tilbage hos kommunen
Kolding får sin egen rotte-task-force efter at have overtaget rottebekæmpelsen, der i mange år har været udført af private virksomheder. Arbejdet bliver placeret i kommunens entreprenørafdeling, hvor der har gemt sig en rottespecialist med erfaring på området fra tidligere jobs. Kommunen har samlet et hold af yderligere fem nyansatte medarbejdere, der alle er autoriserede, og som også har erfaring med at kæmpe mod rotter. Kommunen fortsætter i samme spor, når det kommer til at bruge mindre gift, som er pålagt af Miljøstyrelsen. Problemet er nemlig at rotterne bliver resistente, og hvert år dør der samtidig også en stor mængde rovdyr, fordi de spiser de forgiftede rotter.
Orkidéerne vokser frem i Tarm
At naturen skal have lov til at udfolde sig, er et af formålene med konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune, som Miljøministeriet udskrev tidligere i år. Som en del af konkurrencen har Ringkøbing-Skjern Kommune vurderet, hvilke områder der skal klippes og trimmes, og hvilke områder man lade stå og gro. Det har resulteret i, at et grønt område i Tarm har fået vokseværk, og det har efter en enkelt sommer uden græsslåning givet, hvad kommunens biologer kalder for ”et vildt resultat”. Man har nemlig fundet hele 80 vilde skov-hullæbe orkidéer, der ligesom andre orkidéer i Danmark er fredede. Det har dog ikke været lutter lagkage, da nogle borgere har været en smule utilfredse med, der ikke længere slås græs i området. Kommunen mener dog, at det er et godt eksempel på, at naturen kan indfinde sig, dér hvor den får plads.
Sensor-armbånd til børnene
Hvor meget bevæger børn sig i skoletiden? Det skal elever fra seks skoler i Vejle hjælpe med at vise. Det sker igennem nogle armbånd, der indsamler data om bevægelsesmønstre, som behandles anonymt. Undersøgelsen skal give viden om, hvad der fremmer og hæmmer børns bevægelse på en skoledag. Det er frivilligt for eleverne, og deres forældre skal give samtykke. Helt konkret fungerer det sådan, at børnene udstyres med et sensor-armbånd i en uge. De får det på, når de møder i skole, og det afleveres tilbage, når de har fri. Initiativet afspejler kommunens fokus på at finde nye måder at bruge digitale værktøjer til at give borgere og virksomheder en god service.
Stimuli til demente
Frustration, vrede og uro er almindelige følelser for folk med demens. På Plejecenter Christians Have i Solrød har man derfor siden starten af 2020 kørt et særligt sanseprojekt, der har været en stor succes. To af kommunens ergoterapeuter er blevet uddannet til at afdække, hvordan personalet bedst kan hjælpe beboerne, og hvordan de reagerer på sanseindtryk. Nogle beboere har stor gavn af et fodbad, andre en tyngdevest eller en hovedbundsmassage. Fælles for beboerne er, at de alle har stor gavn af at få stimuleret sanserne. Udover sansestimuli har de også oprettet et erindringsrum, der er indrettet som et køkken fra 1960’erne, som danner ramme for at snakke om gamle dage og hyggestunder med beboerne.
De Rare Olympiske Lege
Vejle har for tredje gang holdt De Rare Olympiske Lege for borgere med fysiske og psykiske udviklingshandicap, nogle på Vejle Atletikstadion, men de fleste på bostederne for borgerne. Disciplinerne til den store sportsdag tæller: boccia, støvlekast, fodboldgolf, løb og stafetkonkurrencer. Undersøgelser viser, at mennesker med udviklingshandicap har større problemer med overvægt og livsstilssygdomme i forhold til resten af befolkningen. Dagen er en struktureret indsats, der skal motivere deltagerne til at dyrke motion i hverdagen, og den skal samtidig skabe en ramme for medarbejderne til at facilitere træningen.
Barnlige skraldere
Naturbørnehaven Græshoppen i Skanderborg har en tradition, når der ude på gåtur. Børnene tager poser med og samler dåser, slikpapir, kapsler og andet skrald, der ikke har hjemme i naturen. De har altid skraldeposer med, uanset om turen har til formål at samle affald eller bare på en almindelig tur. Der bliver samlet skrald, selvom det blot er en tur til biblioteket, børnene skal på. Børnehaven har siden 2016 været med i det landsdækkende projekt Bæredygtighed i Børnehøjde sammen med mange andre institutioner i Skanderborg. I år fik børnene udleveret Rappe-Skralde-Bogen, hvor de møder anden Rappe-Skralde, der rimer og rapper om, hvordan mennesker sviner i naturen, og hvordan vi genbruger og sorterer affald.
Fodbold For Hjertet
Motionsfodbold med dokumenteret effekt på sundheden for danskere med hjerte-kar-sygdomme, diabetes og andre livsstilssygdomme starter op i Værløse Boldklub. Fodbold For Hjertet er et samarbejde mellem kommunen, DBU, Hjerteforeningen, Værløse Boldklub. Uafhængigt af ens fodboldevner kan man komme og være sammen med andre, have det sjovt og få lidt sved på panden. Forskning viser, at motionsfodbold har en effekt på livsstilssygdomme, og det kan blandt andet reducere blodtryk, kolesterol og fedtprocent samt forøge muskelmasse, kondital og forbedre fedtforbrænding. Holdet slutter altid af med en tredje halvleg, hvor den står på hyggesnak.