
S i Ishøj er klar til at lukke omdiskuteret tv-kanal
tekst Mads Brandsen
Borgmester Ole Bjørstorp (Ishøj Listen) får al for meget dækning i den kommunalt finansierede lokale tv-kanal TV-Ishøj.
Det mener alle partier i Ishøj, efter det i DR er kommet frem, at han i en periode på et år fra februar 2020 til marts 2021 har medvirket hele 53 gange på kanalen. Tre andre byrådsmedlemmer har medvirket sammenlagt syv gange.
Det fik 2. viceborgmester Poul Rikardt Jørgensen (DF) til at kalde kanalen for ”udemokratisk envejskommunikation” i et interview med DR.
Nu melder også borgmesterens tidligere parti, Socialdemokratiet, sig i rækken af kritikere.
– Jeg og andre socialdemokrater har ved gentagende lejligheder kritiseret TV-Ishøj og udgifterne til kommunens kommunikationsafdeling på interne socialdemokratiske møder. Vi har bedt om en klar kommunikationspolitik og klar retning for TV-Ishøj. Det har hidtil delt vandene i den socialdemokratiske gruppe. Efter at have set opgørelsen over antallet af tv-udsendelser bakker jeg helt op om den kritik, der er rejst fra de øvrige partier i Ishøj Byråd, skriver borgmesterkandidat Merete Amdisen (S) til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Socialdemokratiet vil hellere bruge de 1,6 millioner kroner, kanalen årligt koster på bedre kernevelfærd – og det er uanset, hvem der får borgmesterposten, understreger Merete Amdisen.
Borgmester Ole Bjørstorp afviser kritikken af tv-stationen. mdbr@kl.dk