
Mængden af graffiti styrtdykker på Frederiksberg
tekst Mads Brandsen
Frederiksberg bliver renere og pænere for hvert år, der går. Siden seneste måling i 2020 er mængden af graffiti faldet med hele 22,5 procent i hovedstadskommunen. Dermed har arbejdet med hurtigt at fjerne graffitien båret frugt.
Det glæder formanden for by- og miljøudvalget, rådmand Jan E. Jørgensen (V):
– Kampen mod graffiti er blevet sat i system, så vi får den fjernet hurtigere og mere effektivt end før. Det er med til at fastholde den positive udvikling, hvor vi får mindre (…) graffiti i bybilledet, siger han i en pressemeddelelse.
Kommunen arbejder efter den såkaldte ”broken window”-teori, der kort sagt indebærer, at graffiti avler mere graffiti, hvis ikke det fjernes hurtigt. En hurtig indsats virker således forebyggende, idet det hindrer andre i at blive inspireret til at lave ny graffiti.
44 af kommunens private grundejere, boligforeninger og andelsforeninger er tilmeldt kommunens graffitiordning, som giver markant lavere pris for afrensninger af graffiti. Kommunen har desuden en hjemmeside, hvor alle kan give et praj, hvis de ser graffiti i byrummet. mdbr@kl.dk