
København skruer bissen på over for Intervare
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Et enigt sundheds- og omsorgsudvalg i København har givet Intervare A/S en frist på 1. november til at implementere den model, som virksomheden selv har foreslået, der ifølge Intervare skal skabe rammerne for, at chaufførerne hos Nemlig.com, som er ejet af Intervare A/S, får de vilkår, der er i overensstemmelse med kommunens arbejdsklausuler.
Udvalget har derudover efter anbefaling fra København Kommunes CSR-enhed besluttet at pålægge Intervare A/S bod og at tilbageholde månedlige vederlag af 400.000 kroner op til et samlet tilbagehold på 3,2 millioner kroner. Det gør de for at sikre, at Intervare efterbetaler chaufførerne det beløb, som CSR-enheden vurderer, at de har krav på. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Sundheds- og omsorgsudvalget forbeholder sig stadig retten til at ophæve kontrakten med Intervare, hvis de ikke fremover samarbejder med kommunen om sagen eller retter op på tidligere overtrædelser af arbejdsklausulen, samt hvis virksomheden ikke implementerer den nye model senest 1. november.
Københavns Kommune har været i dialog med Intervare A/S siden foråret, da en undersøgelse af løn- og arbejdsvilkårene viste, at chaufførerne i gennemsnit er underbetalt med 11.000 kroner om måneden per person i den periode kommunen har undersøgt. Chaufførerne har ifølge kommunen heller ikke haft mulighed for at afholde ferie eller melde sig syge. Samtidig risikerer chaufførerne også at få bøder, hvis de har fravær eller er forsinkede.
Ifølge Københavns Kommune hævdede Intervare A/S, at chauffører er selvstændige erhvervsdrivende med eget CVR-nummer, og at de dermed ikke er omfattet af Københavns Kommunes arbejdsklausul. Kommunen lagde dog vægt på, at modellen i praksis fungerer som om, at chaufførerne var ansat hos Intervare A/S, og at arbejdsklausulen derfor gælder. marp@kl.dk