
Politikerne i Brøndby vedtager regler for god adfærd
tekst Thomas Kokholm Nielsen
– Regler skal laves i fredstid. Det har jeg lært gennem min tid i sportsverdenen, siger borgmester Kent Magelund (S).
Han understreger, at det netop ikke er på grund af problemer med konflikter og dårlig adfærd. Tværtimod er stemningen rigtig god i kommunalbestyrelsen.
– Vi har for eksempel lige vedtaget et budget, som alle partier står bag, siger borgmesteren.
Han husker dog tider, hvor stemningen og tonen ikke var god.
– Den linje, jeg har lagt fra start, er, at jeg gerne vil have arbejdsmiljø og trivsel i top, siger Kent Magelund.
Og det skal helst fortsætte sådan. Derfor har politikerne netop vedtaget et politisk kodeks, der fastslår, hvordan lokalpolitikerne forventes at indgå i konstruktive samspil med hinanden, borgerne og forvaltningen.
– Jeg kan helt oprigtigt sige, at jeg er stolt over den kultur, vi har i vores omgang med hinanden i kommunalbestyrelsen. Den er respektfuld og god, selvom vi selvfølgelig kan være uenige. Det giver et fantastisk godt grundlag for vores politiske arbejde, som vi ikke må tage for givet. Derfor er jeg glad for, at vi har nedfældet vores ambitioner for det gode samarbejde i et kodeks, siger Kent Magelund og tilføjer:
– Det skal minde os om, at den gode kultur kommer ikke af sig selv – den kommer, fordi vi allesammen tager et aktivt medansvar og bidrager.
I det netop vedtagne kodeks står der blandt andet, at politikerne trods partiskel arbejder ud fra fælles mål om at skabe gode løsninger, forstår betydnignen af gode relationer, at samspil og samarbejde foregår i en god tone, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne lytter til hinanden, at krænkende adfærd ikke accepteres, og at politikerne sammen med den administrative ledelse har ansvaret for, at Brøndby Kommune er en god arbejdsplads. tkn@kl.dk