
Endnu en spidskandidat trækker sig i Randers
tekst Mads Brandsen
Først var det Venstres borgmesterkandidat Christian Brøns, der tog sit gode tøj og gik.
Nu er turen kommet til Liberal Alliances spidskandidat Louise Brown, der har fået nok. Begrundelserne ligner hinanden: Det handler om det dårlige klima i byrådet.
– Jeg ved godt, at tidspunktet er dårligt, men jeg kan simpelthen ikke længere se mig selv i byrådet. De sidste par uger har budt på møder og oplevelser, der decideret har chokeret mig. Jeg vil ikke være en del af et byråd, der ikke tager ansvar eller åbner munden, når det er nødvendigt, men i stedet lurepasser af frygt for, at grimme historier skal blive lækket om dem senere, skriver hun i en pressemeddelelse.
Hun mener ikke, den dårlige kultur sådan lige lader sig ændre. Det kræver, at flere vil det, og det er ikke hendes oplevelse.
– Jeg ser et byråd, der holder mund i samlet flok, ikke forsvarer deres embedsmænd, men bare ser til, mens et medlem kan få lov at skabe sig vildt og tovligt uden, det får konsekvenser. Min oplevelse er, at jeg vil komme til at stå helt alene med min vilje til at forandre tingene, og godt nok er jeg stærk, men jeg må simpelthen bare indrømme, at jeg her ser mig slået. Det er ikke noget for mig, fastslår hun.
Hvem det ene medlem er, skriver Louise Brown ikke direkte. Men det kunne være en reference til Beboerlistens frontfigur Bjarne Overmark, der er blevet tiltalt for at viderebringe fortrolige oplysninger.
Louise Brown stiller nu op til regionsrådet, mens ny spidskandidat til byrådet er Louise Hellmund.
Liberal Alliance har aldrig været repræsenteret i byrådet i Randers, og var med 1,6 procent af stemmerne ved KV15 også ganske langt fra. mdbr@kl.dk