
Pape forventer flere borgmesterposter
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##265620##ContentBoxEnd##
Stemningen blandt de fremmødte ved åbningen af den nye konservative valgbutik i Allerød var næsten, som ventede de på royalt besøg. Og det gjorde de da næsten også. Den grønne løber var rullet ud – klar til kongen af Konservative. Manden, der har gjort partiet så populært, at han er på tale som statsministeremne. Søren Pape. Spørgsmålet er nu, om hans popularitet også rækker til at sikre partiet et godt kommunalvalg. Selv er han ydmyg.
– Nu holder vi lige benene på jorden. Nu har jeg både været i det kommunale og det landspolitiske, og vi ved alle sammen, at vi ikke bare kan oversætte tingene én til én. Der er 98 forskellige kommuner. Men vi har selvfølgelig en forventning om, at vi skal gå frem ved det her valg, og jeg har også en forventning om, at vi henter nogle flere borgmesterposter i hele Danmark. Og jeg håber, vi står et af stederne. Der er i hvert fald en mulighed her, hvor vi jo ad flere omgange har haft borgmesterposten, siger Søren Pape Poulsen, da Danske Kommuner møder ham i ”C-huset” i Allerød.
Her har den lokale partiforening lejet sig ind i et tomt butikslokale. Hver eftermiddag vil Allerød-borgerne kunne møde en eller flere K-kandidater. Håbet er ifølge borgmesterkandidat Jørgen Johansen (K), at det bliver et sted, der sætter en ny trend for dialogen mellem politikere og borgere. Et budskab, som Søren Pape Poulsen bakker op om.
– Jeg synes, det er helt fantastisk. Vi taler tit om, hvordan borgere og politikere kan komme tættere på hinanden, og her er dørene jo åbne. Jeg synes, det her er rigtig godt og sundt for vores demokrati.
Større end Venstre?
Ved folketingsvalget i 2019 stemte 6,6 procent af vælgerne konservativt. Ifølge Berlingskes vægtede snit af alle målinger ville 14,8 procent af vælgerne sætte kryds ved partiet, hvis der var folketingsvalg i dag. Det gør partiet marginalt større end Venstre, der står til 14 procent af stemmerne. Søren Pape Poulsen mener dog ikke, Konservative også kan overhale Venstre på det kommunale landkort.
– Det er der nogle, der siger. Det ser jeg som helt urealistisk, konstaterer han og fortsætter:
– Hvis jeg kigger ovre på min egen egn i det jyske (Viborg, red.), er der rigtig mange borgmestre, der har siddet rigtig tungt, og det er ikke sådan, at selvom vi står til at blive lige store på Christiansborg, så bliver vi det også i kommunerne. Der vil være nogle kommuner, hvor vi er det største parti, og nogle, hvor Venstre er. De tanker går jeg slet ikke med – som i slet ikke.
Pape og Schlüter-effekten
Dagens hovedperson er også varsom med at gætte på, hvor meget hans egen popularitet vil betyde ved det kommende valg.
– Jeg tror, personer fylder mere og mere i politik, og hvis der var folketingsvalg i morgen, ville det selvfølgelig have en betydning, men jeg synes, det er svært at sige, hvad det betyder kommunalt, siger Søren Pape Poulsen, der godt kan mærke, der er flere partiforeninger, der gerne vil have selskab af ham i valgkampen.
– Jeg kan understøtte noget, og jeg kan måske være med til at vise en opmærksomhed, men det er det hårde lokale arbejde, der skal sikre et godt valg, og det er det arbejde, man har gjort de sidste fire år, der skal være med til at lægge bunden for valget.
Lokalt er Pape-effekten ikke til at tage fejl af, mener Jørgen Johansen.
##ContentBoxStart##265621##ContentBoxEnd##
– Jeg har været i kommunalpolitik siden 1998, og jeg har ikke oplevet Schlüter-effekten, men til gengæld har det været lidt hårdt sommetider, hvor vi har kigget helt ned til 2,6 procent op til et valg. Men der er ingen tvivl om, vi kan mærke, at vi er populære. Nu behøver man ikke længere være nervøs, når folk siger: ”Hvor kommer du så fra?”. Nu kan man sige: ”Jeg er konservativ” og brede armene ud, siger Jørgen Johansen, der gerne generobrer borgmesterposten ved valget.
– Man skal være ydmyg, og det er jo vælgerne, der bestemmer, men hvis vi gør det endnu bedre denne gang end sidst, hvor vi blev det største parti, så er der gode muligheder, siger han.
At stemningen i Det Konservative Folkeparti er god op til den 16. november, er der ingen tvivl om.
– Jeg har aldrig oplevet sådan en stemning, som jeg har gjort det sidste års tid eller to. Alle er totalt optimistiske, og nogle gange må jeg endda tale det lidt ned og lige sige: Rolig nu. For hvis vi tror, det her giver sig selv, uden vi skal ud og kæmpe for det i hver eneste af de 98 kommuner, så tager vi fejl, siger Søren Pape Poulsen. • antj@kl.dk
Flere bliver mørkegrønne ved valget
tekst Mads Brandsen
Konservative vil også efter kommunalvalget være landets tredjestørste kommunale parti, men meget skal gå galt for partiet, hvis ikke afstanden til Venstre bliver lidt kortere. Det gælder både, når man ser på mandattallet og antallet af borgmesterposter. Der er kommuner som Kerteminde og Vesthimmerland, hvor et magtskifte vil være oplagt, men meget kan ske i andre kommuner, man måske ikke lige tænker som konservativt hjerteland. Paradoksalt nok gælder det næppe Viborg, hvor Søren Pape selv var borgmester, men der er andre muligheder i kommuner, hvor et enkelt nuværende K-mandat bliver til to eller tre, og hvor enten gammelt nag hindrer bestemte bogstavkombinationer, eller hvor dygtige forhandlere kan strikke en alternativ konstituering sammen. • mdbr@kl.dk