
Potentiale for mere samarbejde – men vejen er svær
tekst Mads Brandsen
Det er ikke, fordi det skorter på velvilje til mere samarbejde mellem kommunerne og private virksomheder.
Faktisk er det blevet styrket under coronakrisen, mener i hvert fald Hørsholms kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon.
– Corona har vist os, at når vi samarbejder på tværs, kan vi løfte utrolig meget mere. Det har i hvert fald vist mig, at offentlig-privat samarbejde er blevet endnu vigtigere, siger hun.
Vi har sat hende stævne sammen kollegerne fra Nyborg og Herlev, Lars Svenningsen og Jesper Zwisler, til en – noget corona-forsinket – samtale om resultaterne i årets kommunaldirektørundersøgelse, som Dansk Erhverv har foretaget blandet landets 98 kommunaldirektører i samarbejde med Danske Kommuner.
Jesper Zwisler køber ikke helt den præmis.
– Har vi samarbejdet mere under corona end normalt?, spørger han.
– Ja, eksempelvis da vi skulle have flere håndvaske op i alle daginstitutioner. Håndværkerne rykkede ud i weekenden og sørgede i tæt samarbejde med vores folk for at løse opgaven. Alle var fleksible i den proces, fortæller Pernille Halberg Salamon.
Automatreaktion
Jesper Zwisler erkender:
– Nåh, det er bare altid godt at provokere lidt. Jeg synes sommetider, der er for meget automatik i svaret på spørgsmålet. Vi vil alle gerne samarbejde mere med private. Vi har de bedste intentioner. Men når musikken spiller, og alt kører, er det alligevel en svær sag, siger han.
Lars Svenningsen stemmer i. Når man får spørgsmålet om, hvorvidt man vil have mere samarbejde med private, kan man næsten ikke sige nej.
– Diskussionerne begynder altid med, at det offentlige på en eller anden måde er på bagkant. Det er ligesom, når vi får undersøgelserne om erhvervsvenlighed. Vi mødes tit med en anklage om, at vi bare kunne gøre sådan og sådan og så spare 80 millioner kroner. Der synes jeg, at den offentlige sektor under coronakrisen har vist en fantastisk evne til at omstille sig. Vi behøver ikke gå rundt og dukke nakken og sige, at vi ikke kan klare det lige så godt som den private sektor, siger han.
Når det kommer til kongetallet for konkurrenceudsættelse i kommunerne, ligger Nyborg med 20,9 noget under landsgennemsnittet, som Indenrigs- og Boligministeriet tidligere på året opgjorde til 26,3 for 2020. Der er nemlig andre hensyn end lige konkurrenceudsættelsen i sig selv.
– Vi har valgt at holde hele rengøringsområdet og vej og park inhouse, fordi det giver en langt større fleksibilitet. Under EM i fodbold skulle der pludselig stables et arrangement på benene med halvandet døgns varsel, fordi Danmark var kommet i semifinalen. Der kan man trække på dem, man har i ens egen organisation uden at lave kontrakter, siger Lars Svenningsen.
Pernille Halberg Salamon supplerer:
– I sidste ende skal opgaven løses bedst muligt. Det er jo det, der skal definere det. Hos os har vi behov for flere plejehjemspladser. Derfor er vi i gang med lokalplaner, der muliggør to friplejehjem. Det kan være en god måde at sikre mere kapacitet.
Ifølge 65 procent af kommunaldirektørerne, der medvirker i undersøgelsen, er der brug for at udvikle nye modeller for samarbejdet mellem kommuner og private leverandører. Det er Lars Svenningsen enig i.
– Jeg tror, vi skal vaske tavlen ren og droppe alle fordommene. Vi har en kæmpe udfordring med at rekruttere til ældreområdet. Der kunne den private sektor måske komme på banen med nogle gode idéer og nogle nye tanker. Det, synes jeg, kunne være gavnligt, siger han. • mdbr@kl.dk
##ContentBoxStart##265321##ContentBoxEnd##