Nye Borgerlige vil tidoble antallet af mandater
tekst Anna Törnqvist Jensen
##ContentBoxStart##265333##ContentBoxEnd##
Det er anden gang, det seks år gamle parti Nye Borgerlige stiller op til kommunalvalget, når valget løber af stablen den 16. november. Ved sidste valg lykkedes det partiet at sikre ét mandat – til Mette Thiesen i Hillerød – men denne gang har Nye Borgerlige langt større ambitioner.
– Vi ser selvfølgelig frem til kommunalvalget, og vi tænker, det nok er realistisk, at vi får omkring 10 byrådsmedlemmer. Vi var rigtig tæt på flere steder sidst, og derfor er vores forsigtige bud, at vi får valgt 10. Det vil vi være rigtig glad for, da det er svært for et forholdsvis nyt parti at få fodfæste på det kommunalpolitiske landkort, siger Mette Thiesen, som i dag også er valgt til Folketinget og partiets kommunalordfører.
Hun meldte tidligere på året ud, at hun ikke genopstiller ved kommunalvalget. Til gengæld har hun siden valget i 2017 fået langt flere byrådskolleger rundt om i landet. Siden er syv byrådsmedlemmer rundt om i landet nemlig skiftet til Nye Borgerlige, og i dag er partiet repræsenteret i Haderslev, Næstved, Syddjurs, Rebild, Fredericia og Hillerød kommuner foruden Vordingborg, hvor partiet har to mandater i byrådet.
##ContentBoxStart##265332##ContentBoxEnd##
Mette Thiesen lægger ikke selv skjul på, at partiet har en klar national dagsorden. Alligevel mener hun også, at Nye Borgerlige har meget at bidrage med lokalt.
– Hvis man kigger på, hvad pengene bliver brugt til, og hvor meget frås der er rundt omkring i kommunerne, så er jeg helt sikker på, at det vil være meget kærkomment, at der kommer nogle gode folk fra Nye Borgerlige ind i byrådene rundt omkring og er med til at sætte fokus på det, vi ønsker – nemlig, at kommunerne drives mere effektivt, så de penge, der er, bliver brugt på kernevelfærd, og at man, hvis man har mulighed for det, sætter skatten ned til gavn for borgerne, siger hun.
Ifølge Berlingskes vægtede snit af alle institutternes målinger ville 7,3 procent af vælgerne sætte kryds ved Nye Borgerlige, hvis der var folketingsvalg i dag. Ved folketingsvalget i 2019 endte 2,4 procent af vælgerne med at stemme på Nye Borgerlige. Og de gode målinger er noget, partiet lægger mærke til.
– Det er utrolig dejligt, at vi kan se danskernes opbakning. Vi er det tredjestørste parti målt på antal medlemmer, og vi står rigtig godt i meningsmålinger. Det glæder vi os meget over, nu hvor vi ser mod et kommunalvalg, siger Mette Thiesen og tilføjer, at Nye Borgerlige stiller op i næsten alle landets kommuner.
– Vi har rigtig mange gode kommunalvalgskandidater, slår hun fast. • antj@kl.dk
Analyse: Ambitionen kan indfries
tekst Mads Brandsen
Når man sætter ambitionerne relativt lavt, er det selvsagt lettere at indfri dem. Det er tilfældet med Nye Borgerlige, hvis mål om at få valgt 10 ud af landets omkring 2.500 byrådsmedlemmer må siges at være i den beskedne ende af skalaen. Især for et parti, der buldrer frem på nationalt plan. Men en succes ved KV21 kræver lokale svar på lokale udfordringer – og hvis partiets udgangspunkt er, at man bare kalkerer landspolitikken, vil man i mange kommuner skyde helt forbi målet. Der er mange kommuner, hvor partiets udlændingepolitiske linje ikke vinder gehør, og det duer heller ikke, at man taler om overflødigt fedt i kommunerne, hvis ens egen kommune er blandt landets mest veldrevne. • mdbr@kl.dk