Kort nyt
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Venstre opgiver at stille op i Vallensbæk
KV21 /// Venstre kommer ikke til at gøre comeback i Vallensbæk. Niels Jørgensen røg som sidste Venstre-medlem ud ved KV17 og er i dag formand for vælgerforeningen.
– Jeg har siddet i kommunalbestyrelsen i 24 år som den eneste repræsentant for Venstre. Det har været en ret hård opgave, og jeg har ikke længere overskuddet. Vi har heller ikke kunnet tiltrække medlemmer, der kan afse tid til lokalpolitikken, siger Niels Jørgensen.
Venstre har ifølge ham knap 15 medlemmer i Vallensbæk. •
Greve ansætter ny kommunal-direktør ovenpå skandalesag
JOBNYT /// Greve Kommune har fået ny kommunaldirektør i den 42-årige Anne-Sofie Degn, der i forvejen er konstitueret kommunaldirektør i kommunen. Anne-Sofie Degn har været en del af Greve Kommunes direktion de seneste tre år, så hun kender kommunen indefra.
– Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at Greve bliver et endnu bedre sted for borgere og medarbejdere, siger Anne-Sofie Degn i en pressemeddelelse, hvor borgmester Pernille Beckmann (V) også tilkendegiver, at hun glæder sig til det fortsatte samarbejde.
Greve Kommune blev sendt på jagt efter en ny kommunaldirektør, da kommunens hidtidige kommunaldirektør, Claus Thykjær, i starten af august blev afsløret i at have købt privat ind for omkring 16.000 kroner på kommunens kreditkort. Det førte også til, at byrådet besluttede at politianmelde den tidligere kommunaldirektør. Anne-Sofie Degn tiltræder stillingen øjeblikkeligt •
Hørsholm holder Sure Udligningsdag
UDLIGNING /// ”De Konservative i Hørsholm er til daglig både pragmatiske og resultatsøgende. Men lige i dag tillader vi os at være lidt sure i betrækket!”
Sådan lyder det i en Facebook-kampagne på borgmesteren i Hørsholm, Morten Slotveds (K), profil på det sociale medie. Den 30. september markerer Det Konservative Folkeparti i Hørsholm nemlig som ”Sure Udligningsdag”, da Hørsholms skattefinansierede indtægter fra denne dag og resten af året ryger ud af kommunen til udligning. •
KL: Danske Fysioterapeuter maler skræmmebillede
SUNDHED /// Danske Fysioterapeuter har turneret rundt med et billede af, at den økonomiske ramme for vederlagsfri fysioterapi for det første halvår af 2021 er overskredet med syv procent. Det betyder ifølge fysioterapeuterne, at mange borgere ikke kan få den behandling, de har brug for. Men en gennemgang af beregningerne viser nu, at det ikke er korrekt, og at Danske Fysioterapeuter dermed har fremsat et misvisende billede af situationen, skriver KL i en pressemeddelelse. For første halvår af 2021 er rammen nemlig kun overskredet med 1,8 procent, og Danske Fysioterapeuter har over for KL givet udtryk for, at de er enige i de nye beregninger. Det betyder, at KL kun vil forvente en overskridelse af rammen for hele 2021 på mellem 0,1 og 1,6 procent. Det er helt på niveau med tidligere år, oplyser KL, der dermed mener, at der stadig er økonomi til, at patienterne kan få den behandling, de har brug for. •
33
procent af virksomhederne set over hele servicesektoren melder om mangel på arbejdskraft. Det er det højeste tal, der er registreret i statistikkens levetid.
Kilde: Danmarks Statistik
Sydjyske borgmestre protesterer mod Arne-pension
ARBEJDSMARKED /// Borgmestrene i Esbjerg, Vejle, Varde, Vejen, Billund, Fanø, Aabenraa, Tønder og Haderslev mener ikke, at den lokale beskæftigelsesindsats skal medfinansiere regeringens prestigeprojekt, den såkaldte Arne-pension.
Derfor har de sendt et fælles brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Folketingets beskæftigelsesudvalg, hvor de har bedt om foretræde. Det skriver JydskeVestkysten.
For Esbjergs vedkommende betyder besparelserne, at jobcentret må nedlægge ni stillinger og spare seks-syv millioner kroner på indsatsen for unge ledige på uddannelseshjælp.
– Vi frygter for de urimelige konsekvenser, den her aftale har for de unge. Med delaftalen klipper regeringen kommunerne for et stort millionbeløb, så vi reelt ikke har andre muligheder end at skære ned på ungeindsatsen, hvis ikke vi vil lade andre velfærdsområder finansiere Arne-pensionen, siger Jesper Frost Rasmussen til avisen. •
Må kommuner boykotte israelske varer?
INDKØB /// Aarhus Kommune vil have undersøgt, om de lovligt kan beslutte at boykotte israelske varer, skriver TV2 Østjylland. De søger svar hos Indenrigs- og Boligministeriet eller Erhvervsministeriet. Borgmesterens afdeling skriver i mødematerialet, at man ikke mener, det vil være foreneligt med udbudsreglerne. I et svar til kommunen vurderer KL, at den fælleskommunale indkøbsstrategi ikke forholder sig til, hvilke konkrete krav der bør stilles til leverandører. •
Konkrete sager afgør valget for unge
KV21 /// Unge vil ved kommunalvalget lade politikernes holdninger til lokale enkeltsager være afgørende for deres stemme, viser en undersøgelse fra KL’s nyhedsbrev Momentum. Her svarer 27 procent af de stemmeberettigede unge mellem 17 og 24 år, at det i overvejende eller høj grad bliver politikernes holdning til en konkret sag, der afgør, hvor de vil sætte deres kryds. Det er væsentligt flere end landsgennemsnittet på 15 procent og hele tre gange så mange som vælgerne over 65 år. •
S vil lukke omstridt tv-kanal i Ishøj
KOMMUNIKATION /// Fra februar 2020 til marts 2021 har borgmesteren i Ishøj, Ole Bjørstorp (Ishøj Listen), medvirket 53 gange på den kommunalt finansierede tv-station TV-Ishøj. Det er kommet frem i DR, der også rapporterer, at tre andre byrådsmedlemmer har medvirket sammenlagt syv gange på kanalen. Alle partier i kommunen mener, at borgmesteren får al for meget dækning, og det er blandt andet blevet kaldt ”udemokratisk envejskommunikation”. Det kan ende ud i, at den lokale tv-kanal får kniven ved de kommende budgetforhandlinger. Borgmesterkandidat Merete Amdisen fra Ole Bjørstorps tidligere parti, Socialdemokratiet, siger til Danske Kommuner, at de hellere ser, at de 1,6 millioner kroner, som kanalen koster årligt, bliver brugt på kernevelfærd. •