
Leder af omstridt folkeskole fratræder omgående
tekst Mads Brandsen
Beskyldninger om eksamenssnyd og dårligt arbejdsmiljø på Søndervangskolen i Aarhus får nu den samlede ledelse på skolen til at fratræde deres stillinger.
Både skoleleder Rani Hørlyck og viceskoleleder Martin Bernhard har ønsket at fratræde deres stillinger, hvilket børne- og ungeforvaltningen har imødekommet.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Virakken om Søndervangskolen begyndte i slutningen af september, da tidligere lærere og elever i Politiken fortalte, at skolen systematisk lod sine afgangselever få ekstra tid til dele af folkeskolens skriftlige afgangsprøve i dansk. Det førte til en redegørelse til børne- og ungeudvalget, spørgsmål fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet samt en af kommunen iværksat ekstern undersøgelse af prøveafviklingen på skolen.
Rani Hørlyck har været skoleleder på Søndervangskolen siden 2008 og var tidligere gennem en årrække leder af Nordgårdsskolen i Gellerup. Hun vil være fritstillet frem til sin fratrædelse ved udgangen af februar næste år.
Kommunen oplyser, at der snarest muligt vil blive taget skridt til at indsætte en midlertidig skoleleder og pædagogisk leder på Søndervangskolen. mdbr@kl.dk