
Partier isolerer borgmester fra valgforbund
tekst Mads Brandsen
Hvis ikke Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten) allerede var smidt ud af det gode selskab, så er han det nu.
Kun et enkelt af de partier, der stiller op til byrådsvalget til november, vil indgå i et valgforbund med Ishøjlisten. Resten har takket pænt nej tak og ledsager deres nej med den begrundelse, at de ikke vil samarbejde med Ishøjslisten og Ole Bjørstorp.
Det skriver TV 2 Lorry.
Hverken Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Enhedslisten eller SF vil i valgforbund med Ishøjlisten. Ishøjlisten afviser selv kategorisk at samarbejde med Socialdemokratiet, som flere af medlemmerne inklusive borgmesteren er brudt ud af. Tilbage er blot Liste M, der ledes af en anden frafalden socialdemokrat, Anne Lise Madsen. De to nye lister er gået i valgforbund.
Blandt partierne, der ikke ønsker at samarbejde med Ole Bjørstorp og Ishøjslisten er Enhedslisten. Spidskandidat Ole Wedel Brandt lægger ikke fingre imellem:
– Vi mener, at hans tid har været der. Det klogeste, han kunne have gjort, var at træde tilbage og efterlade pladsen til en værdig efterfølger, siger han til TV 2 Lorry.
Favoritten til at blive borgmester efter valget, Socialdemokratiets spidskandidat Merete Amdisen, er gået i valgforbund med de borgerlige partier. Det skal bane vejen for et bredt samarbejde i Ishøj fremover, siger hun. mdbr@kl.dk