Læsøs kommunaldirektør siger op efter sag om overnatning i ulovligt skur
tekst Mads Brandsen
Efter at Læsøs kommunaldirektør Peter Pietras er blevet centrum for en sag om hans overnatning i et ulovligt skur på en sommerhusgrund, har han mandag valgt at opsige sin stilling.
Det oplyser Læsø Kommune i en pressemeddelelse.
Peter Pietras købte i foråret en tom sommerhusgrund på Læsø, hvorefter han begyndte at overnatte i et gammelt skur, der var opført på grunden. Efter at sagen blev sendt til behandling i Frederikshavn Kommune for en uvildig behandling viste det sig imidlertid, at skuret, der er på 10 kvadratmeter, er opført i strid med lokalplanen.
En byggesagsbehandler i Læsø Kommune måtte derefter meddele Peter Pietras, at han ikke måtte overnatte i skuret for derefter at udstede et påbud om at rive det ned inden for en 30 dage. Sagen røg derefter videre til Planklagenævnet, hvor den ligger nu.
Når Peter Pietras nu vælger at opsige sin stilling, skyldes det, at han ikke vil have, at medarbejderne i Læsøs administration skal ”føle sig klemt”. Arbejdsmiljøet skal være øverst på dagsordenen, mener han ifølge kommunen.
Borgmester Karsten Nielsen (V) beklager Peter Pietras’ beslutning:
– Læsø Kommune ønsker at takke Peter Pietras for en fornem og utrættelig indsats for kommunen, hvor rigtig mange positive resultater er blevet nået. Han vil i høj grad blive savnet på kommunekontoret, skriver han i pressemeddelelsen.
Peter Pietras kom til Læsø i begyndelsen af 2019. Han forbliver i stillingen indtil en ny kommunaldirektør er fundet. mdbr@kl.dk