
Eks-viceborgmester dømt for krænkende billeder
tekst Anna Törnqvist Jensen
30 dages betinget fængsel er Mikkel Dragmose-Hansen blevet idømt for at have videregivet billeder af stærk seksuel karakter. Det skriver B.T, som også beskriver, at sagen kørte som en tilståelsessag ved Retten i Odense.
Mikkel Dragmose-Hansen sad indtil august i byrådet i Middelfart, hvor han meddelte, at han ville udtræde af byrådet og ikke ville stille op som spidskandidat for SF. Forklaringen lød, at han ville bruge sin tid udelukkende på sit civile arbejde. Mikkel Dragmose-Hansen var formand for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget og havde plads i økonomiudvalget, ligesom han tidligere har været viceborgmester i Middelfart.
Ifølge B.T. var Mikkel Dragmose-Hansen sigtet for gennem en falsk profil på datingsiden scor.dk at have fået nogle til at sende billeder af seksuel karakter og uberettiget at have videregivet billeder af stærk seksuel karakter. Over for B.T. har Mikkel Dragmose-Hansen ikke selv ønsket at kommentere sagen og henviser til, at det hører privatlivets fred til. antj@kl.dk