
Dragør ansætter ledelseserfaren kommunaldirektør
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Dragør skal have ny kommunaldirektør.
Jobbet er gået til Mads Leth-Petersen der på nuværende tidspunkt er konstitueret i stillingen og har været det siden august med et særligt ansvar for kommunens budgetproces og rådgivning af kommunalbestyrelsen. Han tiltræder stillingen den 1. november.
Den kommende kommunaldirektør i Dragør har 15 års ledelseserfaring. Ni af dem på direktionsniveau i det kommunale og statslige regi. De seneste to år har han været direktør i Dragør Kommune med ansvaret for center for plan, teknik og erhverv og center for sundhed, pleje og rehabilitering.
Tidligere i Mads Leth-Pedersens karriere har han været vicedirektør i Miljøstyrelsen, koncernøkonomichef i Miljøministeriets departement og sekretariatschef i Skov- og Naturstyrelsen.
Borgmester Helle Barth (V) glæder sig over den valget af den kommende kommunaldirektør.
– Mads har gennem de seneste par år – i en vanskelig tid med blandt andet corona – formået indfange den særlige dragørske identitet med et levende og meget engageret lokalmiljø. Han har allerede vist, at han kan skabe resultater i Dragør Kommune i et samarbejde med både medarbejdere og kommunalbestyrelsen. Jeg derfor rigtig glad for, at Mads ønsker at tage handsken op som ny kommunaldirektør, og at en enig kommunalbestyrelse står bag beslutningen. Det lover godt for fremtiden, siger Helle Barth.
Også Mads Leth-Petersen ser frem til at træde til som nyansat kommunaldirektør.
– Dragør Kommune er en meget attraktiv bosætningskommune med en smuk natur og fantastiske kulturhistoriske værdier. Det er naturligt, at der er store forventninger til kommunens serviceniveau, hvilket skaber behov for løbende at tilpasse forventningerne og den økonomiske ramme. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for organisationen med fokus på stram økonomistyring, høj faglighed og attraktive tilbud til borgere og erhvervsliv, siger han.
– Jeg er meget optaget af, at vi skal være en åben og imødekommende indgang for borgerne. Vi skal være en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel. Og det, vi leverer, skal have effekt og give værdi. Alt i alt ser jeg frem til at fortsætte samarbejdet med kommunalbestyrelsen og vores dygtige og kompetente medarbejdere og ledere, lyder det fra Mads Leth-Petersen. marp@kl.dk