
Ekskluderet NB-byrådsmedlem krænkede kvindelig kollega midt i byrådssalen
tekst Mads Brandsen
Fredag eftermiddag skred Nye Borgerliges forretningsudvalg resolut til eksklusion af byrådsmedlem John Pawlik fra Vordingborg.
Det skete, da det kom frem, at John Pawlik havde truet en journalist fra Radio Loud.
– Du bliver bollet i hoved og røv nu, bare vent og se. Jeg har allerede sat noget i gang. Så du kan godt glæde dig, sagde John Pawlik til journalisten.
Mandag bragte Radio Loud interviewet i sit morgenprogram Reporterne. Her fremgår det også, at John Pawlik har opført sig ganske grænseoverskridende over for byrådskollegaen Marie Hansen (DF).
– Han har nevet mig i brystet. Lige foran borgmesteren i selskab med de andre politiske kolleger. Borgmesteren sagde, at det simpelthen ikke var okay, hvorefter John Pawlik undskyldte overfor borgmesteren. Men ikke over for mig, fortæller Marie Hansen til Radio Loud.
Chikanen er foregået fra valgperiodens begyndelse i januar 2018 og halvandet år frem, hvor John Pawlik sammen med Marie Hansen udgjorde Dansk Folkepartis byrådsgruppe. I foråret 2020 forlod han Dansk Folkeparti og blev i stedet medlem af Nye Borgerlige.
Fire byrådsmedlemmer, der ikke ønsker at stå frem med navn, bekræfter over for Radio Loud, at de er bekendt med John Pawliks opførsel. Borgmester Mikael Smed (S) har ingen kommentarer til sagen.
John Pawlik står stadig på stemmesedlen til kommunalvalget. Han vil fortsætte som løsgænger, hvis han bliver genvalgt. mdbr@kl.dk