
Kommunerne bragte klimaet ned på jorden i Glasgow
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Verden mødes i disse uger i Glasgow, hvor COP26 klimaforhandlingerne er i gang.
De danske kommuner var også repræsenteret. Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S) var på scenen sammen med direktør for Realdania Jesper Nygård og KL-direktør Laila Kildesgaard. De skulle fortælle om DK 2020 konceptet, der går ud på, at kommunerne laver klimahandlingsplaner i overensstemmelse med Parisaftalens mål.
– Vores budskab lige nu er baseret på en plan frem til 2024. Sagen er, at man sagtens kan blive CO2-neutral, hvis man har penge nok. Men det, vi gør, er at påvise en omkostningseffektiv vej til det nul, siger Erik Lauritzen.
Sønderborg var frontløber, når det handler om at arbejde med høje klimamål. ProjectZero er Sønderborgs vision om, gennem omstilling af energisystemet, at reducere områdets CO2-udledning til NUL i 2029. Den vision blev født allerede i 2007. De var også blandt de første DK2020 kommuner i 2016.
Praktisk tilgang i høj kurs
I Glasgow var stor interesse for de konkrete og praktiske eksempler fra Danmark.
– Det var spændende at være blandt borgmestre og andre godtfolk fra hele verden. Det handler om høje ambitioner. At vi som lille by kan vise noget, som de kan bruge ude i verden. Alle forsøger at gøre noget på den her dagsorden, men der mangler struktur, der mangler praktiske løsninger og viden om, hvad der virker. I vores plan har vi brugt alle tilgængelige og kloge løsninger. Tingene skal hænge sammen, det er vigtigt. Det er ikke nok at bygge et varmeværk, det skal hænge sammen med fjernvarme, og hvordan man bruger overskudsvarme og så videre, siger Erik Lauritzen.
Han synes, det er vigtigt, hvis danske kommuner kan bidrage til resten verden.
– Det er jo fint nok, hvis vi kan nå vores mål i Danmark og Skandinavien. Men hvis de syd for alperne og ned i Afrika og andre steder ikke kan og har råd, så duer det ikke, siger Erik Lauritzen.
– Når de sidder i en lille kommune i Bulgarien og tænker, hvordan skal vi gøre det her, så skal vi præsentere noget, de kan bruge. Det handler ikke om, at vi skal tjene penge på vindmøller. Det handler ikke kun om profit. Men andre lande mangler fjernvarmen som virkemiddel. Netop det er de optaget af i andre lande, siger Erik Lauritzen.
Inspiration for mange
Sønderborg Kommunes deltagelse i Glasgow skete i C40 regi. Direktør Jesper Nygård Realdania forklarer, at det oprindeligt var 40 af verdens megabyer, der gik sammen om på egen hånd at arbejde på klimaløsninger i protest mod de mere fodslæbende nationale regeringen. Det var Londons borgmester Ken Linvingstone der i 2005 tog initiativet, der senere blev båret videre af New Yorks daværende borgmester Michael R. Bloomberg. I dag er omkring 100 byer i hele verden med. Ved C40 topmødet i København blev en række mindre byer og kommuner optaget i netværket heriblandt Sønderborg.
– Det har været virkelig positivt og nyttigt at være i Glasgow til COP26 og have fokus på at dele viden om DK 2020 og det kæmpe engagement og de kæmpe ambitioner danske kommuner har med at lave klimahandlingsplaner ud fra det koncept C40 og Parisaftalen dikterer, siger Jesper Nygård.
Han gør opmærksom på at 96 ud af de 98 kommuner i dag allerede er DK 2020 kommuner eller er i gang med at blive det.
– Vi præsenterede DK2020 konceptet bilateralt ved en række samtaler med borgmestre og embedsmænd fra forskellige lande, og ved to store begivenheder. Det høstede store bifald og var til stor inspiration for mange, blandt andet Canada, Norge, England, Sverige. Jeg tror, vi har vist, hvordan man kan gøre det i praksis i virkeligheden. Jeg er sikker på, at mange har fundet det inspirerende i en sammenhæng, hvor folk taler i meget store overordnede termer, siger Jesper Nygård. tkn@kl.dk