
En enkelt stemme dukkede op under fintælling
tekst Mads Brandsen
Det Konservative Folkeparti i Sønderborg fik ikke 1.052 stemmer, men 1.051.
Det er resultatet af den fintælling, som kommunen gennemførte fredag af alle de lidt over 41.000 afgivne stemmer til byrådsvalget 16. november.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Overordnet er resultatet altså det samme som før fintællingen, og det glæder borgmester og formand for valgbestyrelsen Erik Lauritzen (S).
– Den ekstra fintælling skyldes ikke mistanke om snyd eller fejl, der kunne ændre det samlede valgresultat. Der var udelukkende tale om en fintælling for at sikre, at resultatet endte, som vi også nåede frem til i den første fintælling. Så jeg er tilfreds med, at den ekstra fintælling viser det samme resultat, som fintællingen den 17. november gjorde. For det viser, at vi kan have tillid til resultatet, siger han.
Omkring 100 tællere var involveret i fintællingen, der kostede 350.000 kroner. Tællingen blev vedtaget efter en klage fra Det Konservative Folkeparti. mdbr@kl.dk