
Radikale peger på Martin Damm som ny formand for KL
tekst Mads Brandsen
Han har prøvet det før, og nu ser det ud til, at han atter får en periode for bordenden i KL’s bestyrelse.
Kalundborgs borgmester og nuværende næstformand for KL Martin Damm (V) står til at blive ny formand med opbakning fra Radikale Venstre, der sidder på det afgørende mandat i bestyrelsen.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Her skriver nuværende KL-bestyrelsesmedlem Leon Sebbelin (R), at partiet har haft ”gode” drøftelser med både Socialdemokratiet og Venstre. Men valget er altså faldet på Martin Damm, der glæder sig til at overtage formandsposten igen.
– Jeg er da glad for, at det lykkes igen. Jeg har altid brændt for kommunerne og kommunernes vilkår, og det er det bedste sted at gøre det. Jeg har gode traditioner for at arbejde sammen med Radikale Venstre, både lokalt og i KL, siger han til Danske Kommuner.
Radikale Venstre har tidligere været udslagsgivende, når der skal vælges formand i KL. Senest i 2013, hvor partiet også pegede på Martin Damm. Dengang som i den kommende valgperiode sidder centrum-venstre på otte mandater i bestyrelsen, de borgerlige partier også otte mandater og et radikalt mandat i midten.
Konstitueringen af KL’s bestyrelse sker i forbindelse med kommunalpolitisk topmøde til marts. mdbr@kl.dk