Ny viden
tekst Mads Brandsen
Kunsten at blive en ordentlig leder
BØGER /// Pia Søltoft og Tormod Tingstad har skrevet en lille handy bog om at være menneske og leder. Men pas på: Bogens udseende snyder. Den kræver tid at komme igennem. Mange nyttige begreber introduceres, og der trækkes på blandt andet antikkens tænkere – tanker, der skal fordøjes. Bogen er ikke godnatlæsning. Den kræver lidt mere end gennemsnitlig interesse for politisk og almen ledelse. Nogle steder går der for meget filosofinørderi i den, men bogen har bestemt en berettigelse som et filosofisk spejl på det at være et ordentligt menneske og ikke mindst en ordentlig leder – og at stræbe efter at blive det og forblive det i en barsk og bøvlet verden. Bogen kan anbefales til politiske og administrative ledere.
Læs hele Per B. Christensens anmeldelse på danskekommuner.dk
Understøttende undervisning skal ikke tilbage
FOLKESKOLE /// 84 procent af alle kommuner gør brug af muligheden for at konvertere den understøttende undervisning – og næsten alle har valgt at ændre den til tolærerordninger. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening har gennemført blandt kommunerne. Blandt de 94 procent af kommunerne, der har indført tolærerordninger, har 51 procent samtidig valgt at indføre holddeling, så klassen undervises i mindre hold. Det er ifølge Danmarks Lærerforening et tegn på, at det i højere grad nu er muligt at indrette undervisningen efter de lokale forhold. 76 af landets 98 kommuner har deltaget i undersøgelsen. Det er et politisk flertal i Folketinget, der før sommerferien gav mulighed for at tilrettelægge undervisningen med større frihedsgrader. •
Hver femte virksomhed oplever, at det offentlige hjemtager opgaver
UDBUD /// Dyre udbudsprocesser og et snævert fokus på pris afholder mange private virksomheder fra at deltage i offentlige udbud. Og nu viser en undersøgelse fra Dansk Industris virksomhedspanel, at de 19 procent af de virksomhed-er, der faktisk byder, oftere oplever, at det offentlige hjemtager opgaverne igen sammenlignet med for tre år siden. Det drejer sig typisk om opgaver som rengøring, vedligeholdelse af veje og grønne områder samt affaldshåndtering. Når mange virksomheder dropper de offentlige udbud, skyldes det for over halvdelens vedkommende, at det er dyrt, og at det offentlige fokuserer snævert på pris. I alt 471 virksomheder har svaret. •
Uddannede lærere løfter eleverne bedst
FOLKESKOLE /// Det har konsekvenser for landets skoleelever, at hver femte lærer ikke er uddannet. For jo flere uddannede lærere, desto bedre er kommunen til at løfte eleverne fagligt, viser en analyse, som tænketanken Cevea står bag. Analysen viser, at kommunerne i Jylland og til en vis grad på Fyn generelt er bedre til at løfte eleverne end de sjællandske kommuner. I toppen finder man Herning, hvor 90 procent af lærerne er uddannede. Her klarer eleverne sig 0,54 karakterpoint bedre end forventet, mens Vordingborg indtager sidstepladsen med en andel af uddannede lærere på 70 procent og elever, der klarer sig 0,63 karakterpoint dårligere end forventet. •
Computere er sexistiske over for politikere af begge køn
TEKNOLOGI /// Når Google foreslår os søgeord eller hjælper os med at oversætte sker det ved hjælp af såkaldte sprogmodeller, der forsøger at regne det næste ord ud. Modellerne viser sig at være sexistiske, da de ofte kæder kvindelige politikere sammen med ord, der beskriver deres udseende, svagheder og familiemæssige status. Mændene beskrives i stedet ud fra handlekraft og politisk overbevisning. Det viser de foreløbige resultater fra et igangværende forskningsprojekt på Københavns Universitet, Universität Zürich og Cambridge University. •
Når ældre bor langt fra hospitalet, kommer de der sjældent
SUNDHED /// Det offentlige bruger færre penge på sundhedsydelser til borgere i landdistrikter end på ældre i og omkring byerne. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der er finansieret af Ældre Sagen. Mest markant er forskellen for de 85-89-årige. Her brugte det offentlige i 2018 i gennemsnit mere end 30.000 kroner på indlæggelser og ambulante behandlinger til dem, der bor i eller tæt på en storby, mens de 85-89-årige på småøerne kun brugte sundhedsydelser for godt 10.000 kroner. Ifølge VIVE findes der ikke en indlysende sundhedsmæssig forklaring på, at sundhedsomkostningerne er så meget lavere på landet, men det lave forbrug kan skabe øget ulighed i sundhed. •